Fortsæt til indhold

Leder-rokade får betydning for flere aarhusianske folkeskoler

Kjeld Kromand er stoppet på Kragelundskolen og er blevet afløst af Lotte Søndergaard, som har forladt Rundhøjskolen.

Aarhus

Kragelundskolen i Højbjerg har fået ny skoleleder. Det er Lotte Søndergaard, der afløser Kjeld Kromand.

Han har været sygemeldt siden maj måned og har været nødsaget til at fratræde sin stilling af helbredsmæssige årsager.

Det oplyser Susanne Holst, som er Børn og Unge-chef for distrikt syd, til Din Avis Aarhus.

Susanne Holst er børn og unge-chef med ansvar for netværket for dagtilbud samt distrikt syd. Pressefoto

»Efter en længere konstitueringsperiode har Kragelundskolen været i en sårbar position, hvor der er behov for en dygtig, stabil og erfaren skoleleder, og derfor har jeg bedt Lotte Søndergaard om at tiltræde en ny stilling som skoleleder på Kragelundskolen,« siger hun og fortsætter:

»Det var vigtigt at hente en ind nu, fordi skolen har brug for ro og erfarenhed, så uvisheden kunne forsvinde på Kragelundskolen. Hvis vi skulle i gang med en længere rekrutteringsproces, så ville vi først have en ny leder på plads til årsskiftet,« forklarer hun.

Lotte Søndergaard kommer fra en stilling som skoleleder på Rundhøjskolen i Højbjerg, hvor hun var i seks år.

Efter en længere konstitueringsperiode er Kragelundskolen i en sårbar position, hvor der er behov for en dygtig, stabil og erfaren skoleleder, og derfor har jeg bedt Lotte Søndergaard om at tiltræde en ny stilling som skoleleder på Kragelundskolen.
Susanne Holst, Børn og Unge-chef for distrikt syd

Det betyder, at der skal ansættes en ny skoleleder på Rundhøjskolen.

Her er Mads Neergaard Jacobsen foreløbig blevet konstitueret. Han kommer fra en stilling som viceskoleleder på Skåde Skole.

Mads Neergaard Jacobsen. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

»Rundhøjskolen er jo en ESAA-skole (Elitesportsakademi Aarhus, red.), der er i en god udvikling lige nu. Mads er tidligere elite-basketballspiller, så han har en stor interesse indenfor det felt og er et rigtig godt match med den skole og dens idrætsprofil,« siger hun og tilføjer:

»Det seneste år har Mads været tilknyttet Børn og Unges talentforløb blandt 20 viceskoleledere, fordi vi ser en kommende skoleleder i Mads. Han er kendetegnet ved høj faglighed og har et stort overblik og indblik i skoleleder-opgaven. Og ikke mindst så har han et godt humør,« siger Børn og Unge-chefen.

Det forventes, at en ny skoleleder på Rundhøjskolen kan tiltræde ved årsskiftet.