Kommunen skal til lommerne: Børnefamilier får en million kroner tilbage
En fejl hos Børn og Unge i Aarhus Kommune har medført, at forældre er blevet opkrævet betaling for deres barns plads i specialdagtilbud. Nu betaler kommunen pengene tilbage.
Med øjeblikkelig virkning har Børn og Unge standset den betaling, som en række forældre fejlagtigt er blevet opkrævet for deres barns plads i tre specialdagtilbud. Nu skal det undersøges, i hvilket omfang forældrene til såvel nuværende som tidligere indmeldte børn skal tilbagebetales.
Det oplyser Børn og Unge i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om børnehaven Nygårdsvej i Højbjerg, én af tre stuer i Vuggestuen Trekanten i Risskov, samt børn der har fået et såkaldt ABA-tilbud.
Fælles for de tre specialdagtilbud er, at børnene kun kan få en plads, hvis PPR vurderer, at de har behov for det. Derfor skal tilbuddene drives efter servicelovens §32, hvilket bl.a. betyder, at kommunen er forpligtet til at yde fuldt tilskud. Alle tre tilbud har dog ved en fejl været administrativt registreret som et almindeligt dagtilbud, og derfor er forældrene blevet opkrævet betaling.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at Børn og Unge blev bekendt med fejlen, da det daværende Børne- og Socialministerie i 2018 udsendte en orienteringsskrivelse til samtlige kommuner i landet. Ved en fejl blev sagen henlagt i PPR, hvilket er årsagen til, at det først er nu, at de tre tilbud omlægges til at være et specialdagtilbud under servicelovens §32.
»Dagtilbuddene har af forskellige årsager været placeret forkert administrativt, og det retter vi op på nu ved at betale forældrene tilbage. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi desværre har begået fejl, og vi er meget kede af, at den forkerte indplacering kan have haft betydning for familiernes økonomi. Dog hæfter jeg mig ved, at alle børn har fået det rigtige pædagogiske tilbud i perioden,« siger Helle Mølgaard, kontorchef for PPR i Børn og Unge, i pressemeddelelsen.
Forældre får penge
Børn og Unge oplyser desuden, at forældre til både nuværende og tidligere indmeldte børn vil blive tilbagebetalt svarende til den periode, deres barn har været indmeldt. Tilbagebetalingen vil ske under hensyntagen til reglerne om forældelse, og Børn og Unge undersøger i øjeblikket, hvor langt tilbage i tiden, der skal tilbagebetales.
»Det er ikke muligt endnu at lave en præcis opgørelse over, hvor mange der skal have penge tilbage eller hvor meget, der skal tilbagebetales. Men vores udgangspunkt er, at så mange som muligt skal tilbagebetales så meget som muligt indenfor rammerne af, hvad der er hjemmel til i lovgivningen,« fortsætter Helle Mølgaard i pressemeddelelsen.
For perioden fra juni 2018, hvor Børn og Unge modtager orienteringsskrivelsen, til september 2023 drejer det sig om ca. 80 familier, der skal have tilbagebetalt omkring 1 mio. kr..
De berørte forældre vil modtage direkte besked snarest muligt. Det er forventningen, at tilbagebetalingen sker inden årsskiftet, oplyser Børn og Unge i pressemeddelelsen.