Har fundet nyt job: Skoleleder fratræder stilling
Anders Munthe forlader snart posten som skoleleder på Engdalskolen, som han kommer til at savne.
Engdalskolens leder Anders Munthe stopper 31. oktober til fordel for et nyt lederjob.
»Det har ikke været en nem beslutning at forlade en så fantastisk skole, som Engdalskolen er. Men jeg ser samtidigt også frem til at starte et nyt kapitel i mit liv, da jeg har været så heldig at blive ansat som forstander og skoleleder på Rønde Høj- og Efterskole,« skriver han til alle på skolens brugerportal Aula.
Anders Munthe uddyber overfor Din Avis Aarhus:
»Jeg går på ingen måde i vrede eller afmagt. Tværtimod. Jeg forlader et sted, hvor jeg har været helt fantastisk glad for at være. Med skønne unger og dygtige medarbejdere,« siger han.
Anders Munthe er selv tidligere højskoleelev og kender sin kommende arbejdsplads ret godt, fordi hans to ældste børn har gået på skolen i Rønde.
»Det har været en svær beslutning at tage. Men for mig personligt har jeg altid haft en højskole i maven, og stillinger som denne her kommer ikke så tit, så nu rakte jeg ud,« forklarer skolelederen.
Der går 1.023 elever på Engdalskolen, hvor der er ansat 70 lærere, 30 pædagoger samt en teknisk administrativ stab på 15 personer.
Hvad kommer du til at savne mest?
»Det der med at være på en skole, man bare holder af og som laver noget godt for børn. Jeg har følt mig meget værdsat for den opbakning, som jeg synes skolen har fra forældrene. Engdalskolen er Brabrands folkeskole, og det synes jeg, vi mærker i forældretilgang og opbakning. Jeg har sat kæmpe pris på, at Engdalskolen rent faktisk er lokalområdets folkeskole, og dét kommer jeg til at savne,« fastslår Anders Munthe.
Viceskoleleder Peter Madsen bliver konstitueret skoleleder på Engdalskolen, indtil en ny skoleleder bliver fundet.