Københavnerne dumper dobbelt så mange køreprøver som østjyderne
Hvem er bedst i landet til at gennemføre en teori- og køreprøve? Nye tal kaster lys over netop det.
Fordommene om, hvem der er bedst og værst til at køre bil, findes i bedste velgående, og fronterne bliver ofte delt op i mænd, kvinder, unge eller ældre.
Men nu kaster nye tal nyt lys over det med at køre bil. I hvert fald det med at bestå en køreprøve og teoriprøve - og hvilken landsdel, der er bedst og værst til lige præcis den disciplin.
For sammenligningsportalen Samlino.dk oplyser i en pressemeddelelse, at man har fået aktindsigt i Færdselsstyrelsens statistikker, og her viser det sig, at københavnerne dumper klart mest, mens østjyderne er bedst til at komme igennem køreprøverne.
Knap halvdelen (46 procent) af alle praktiske prøver, der i år er blevet taget i hovedstaden, har nemlig resulteret i en dumpekarakter, viser statistikker fra Færdselsstyrelsen, mens kun knap hver tredje (28 procent) østjyde har dumpet køreprøven i år.
Kigger man på dumpeprocent ved teoriprøverne, så er østjyderne sammen med syd- og sønderjyderne også landets dydsmønstre med en dumpeprocent på kun 33 procent. På den front står det igen værst til i København med en dumpeprocent på 38 procent. Men de får dog her følgeskab af kronjyderne, som har samme dumpeprocent.
Se listen: Her dumper flest køreprøven
I en af Københavns køreskoler er man bekendt med det høje antal af dumpede elever i hovedstaden. Selvom årsagerne til dumpeprocenten ikke er entydigt klare, så er der to ting, som kan være en del af forklaringen, mener Laulo Vedel-Petersen, som har været kørelærer og adm. direktør i Trafikskolerne i 35 år.
»En af de åbenlyse grunde er den komplekse og uoverskuelige trafik i København. Jeg fortæller mine elever, at de sandsynligvis bliver nødt til at tage flere kørelektioner i København, måske op til fire lektioner ekstra, end i andre byer. Et øget minimumskrav på 20 kørelektioner for alle køreskoler i stedet for de i dag obligatoriske 16 lektioner ville utvivlsomt forbedre beståelsesprocenten, ikke kun i København, men i hele landet. Det ville også reducere ventetiden for de praktiske køreprøver, som i dag er meget lang. Typisk er der en måneds ventetid,« forklarer Laulo Vedel-Petersen, og fortsætter:
»Pris og kvalitet går hånd i hånd, og det er vigtigt at erkende. I dag konkurrerer mange køreskoler ved at tilbyde en betydeligt lavere pris på minimumskravet for lovpakken. Min oplevelse er, at der er en markant forskel i beståelsesprocenten mellem de forskellige køreskoler, og dette indikerer en betydelig sammenhæng mellem prisen og kvaliteten af undervisningen og antallet af elever, der ikke består deres køreprøve,« siger han.