Ny restaurant giver op: »Aarhus er ikke klar«
Ejerne har valgt at lukke Surfside for at sadle om med et menukort, som er lettere at forstå. Den nye restaurant åbner allerede torsdag 26. oktober.
Det er ikke engang et halvt år siden, at restauranten Surfside åbnede ved Bassin 7 på Aarhus Ø med ambitionen om at give aarhusianerne et indblik i det californiske køkken. Nu har ejerne dog allerede valgt at lukke stedet.
Det oplyser Surfside i en pressemeddelelse, som indledes med, at »Aarhus er ikke klar til det brogede californiske køkken«.
Lukningen betyder dog ikke et farvel til restauranten, for ejerne vælger i stedet at sadle om for at åbne et nyt sted.
»Vi må se kendsgerningerne i øjnene og lukke Surfside. Men vi slukker ikke! I stedet sadler vi om,« siger Mads Krogsholm, der er den ene af de fem ejere af Surfside, i pressemeddelelsen.
Har har svært ved at forstå, hvorfor få valgte at besøge restauranten, men han giver alligevel et forsigtigt gæt i pressemeddelelsen:
»Vores bedste gæt er, at den californiske profil med indslag fra Mexico og Asien har været for fremmedartet og svær at afkode. Samtidig kræver det koncept mange hænder både i køkkenet og i restauranten,« siger Mads Krogsholm.
Allerede fra torsdag 26. oktober bliver der fokus på at skabe en hyggelig aftenrestaurant, hvor menukortet ifølge Mads Krogsholm vil være let at forstå
»Vi tager en masse gode erfaringer med fra Surfside – blandt andet at mange gæster foretrækker en menu, restauranten har sammensat,« fortæller Mads Krogsholm.
Det nye koncept bliver derfor enkelt, og åbningstiden kommer til at være fra onsdag til lørdag fra kl. 17 til 22.
»Vi har mistet troen på vores ’vilde’ californiske koncept, men anmeldere og gæster har overbevist os om, at vi leverer en kvalitet og oplevelser, der er efterspurgt. Så vi er topmotiverede for at kræse om den nye menu og håber, at mange har lyst til at komme og smage det.«
De gæster, der har en booking hos Surfside, er allerede eller vil snarest blive kontaktet, fremgår det af pressemeddelelsen.