Fortsæt til indhold

Stor ombygning af Bilka Tilst skal give kunderne nye oplevelser

Bilka i Tilst bliver ét af landets 19 hypermarkeder, der henover de næste år står foran en større konvertering. Kunderne kan se frem til et anderledes varehus med nye sortimentsprioriteringer og indretning.

Aarhus
ksa

Danmarks ældste Bilka, der er beliggende i Tilst, har i de seneste måneder gennemgået en ombygning, og den afsluttes snart.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Der venter en helt ny indretning og over 3.000 nye varer indenfor fem områder, som er på vej i Bilka Tilst, der bliver første bud på fremtidens Bilka, hvor nye koncepter bliver afprøvet.

Ved at genbesøge hele kunderejsen og fokusere på tidens tendenser, kundernes ønsker og prioriteter i en Bilka-kontekst har kæden med de 19 varehuse besluttet at teste nye universer i 10-året for ombygningen til det Bilka Future, som man kender det i dag.

Bilka i Tilst er et ud af 19 varehuse i kæden, som er ejet af Salling Group. Pressefoto

I Tilst kan man allerede opleve noget af ombygningen, for der er nemlig kommet en ny quickfood, kiosk og bageriudsalg, og i denne uge er det planen, at resten står færdigt.

Foruden de mange nye tiltag i varehuset kommer der en helt ny bistro. Den bliver opført til højre for den gamle ved siden af Telenor-standen, og på den nuværende bistros placering bliver der bygget et stort sæson-torv, hvor der for eksempel vil være juleudstilling og varer.

Varehuschef i Bilka Tilst, Søren Hostrup, glæder sig til at invitere kunderne indenfor i et forandret varehus:

»Det bliver fedt at byde velkommen i et ombygget og endnu mere inspirerende varehus. Der kommer en masse nye elementer, og vi holder åbent helt som normalt, indtil vi er i mål. Derudover har både vores bistro og quickfood fået nyt inventar, hvor mere lys og et udseende har givet begge områder et helt ny udtryk,« siger han.

Varehuschef i Bilka Tilst, Søren Hostrup, glæder sig til at invitere kunderne indenfor i et forandret varehus. Pressefoto

Den store ombygning skal være med til at give endnu bedre oplevelser til kunderne, når de handler i varehuset.

»Vores vigtigste opgave i Bilka er at være aktuel for vores kunder – hvor som helst når som helst. Af den årsag er det helt naturligt, at vi gentænker vores strategi og får sat retningen for de næste år med den gode kundeoplevelse for øje. Vi har for nylig lagt et ekstra lag på vores onlinetilbud med BilkaToGo Hjemmelevering, og nu er det tid til, at vi tager hul på vores fysiske hypermarkeder startende i Tilst og Horsens. Med en investering på et tocifret millionbeløb er vores mål at skabe en endnu bedre oplevelse for vores kunder, når de handler i Bilka,« siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka, og fortæller, at i løbet af de seneste år har forbruget på flere varekategorier rykket sig fra de fysiske varehuse til online, ligesom efterspørgslen også har rykket sig med tiden.