Fortsæt til indhold

Efter 19 år - nu er det slut: Kendt is-biks lukker og slukker

Michel Jespersen, manden bag De Fire Istider, stopper for isproduktionen. Nu skal han til at gøre noget, som han nærmest ikke har gjort, siden han var teenager.

Aarhus

Så snart Michel Jespersen åbnede for isvognen De Fire Istider i Hjortshøj, så var det næsten ligegyldigt, hvor mange liter italiensk mynte-chokolade-is, han havde lavet - så var der bare aldrig nok. Sådan lyder det i hvert fald fra hovedpersonen selv, når han husker tilbage.

Men nu - efter at have produceret italiensk is i noget nær 20 år - er det slut, og de lokale må få stillet deres is-lyster andet steds. Noget som er resulteret i flere vemodige tilkendegivelser på den lokale Facebook-gruppe i Hjortshøj:

»Din isvogn har skabt de bedste minder om Hjortshøj … ‘skal vi ikke op til Michel…?’,« skrev en for eksempel med henvisning til noget, der nok har været en fast vending på et tidspunkt, og en anden skrev:

»Du og din is bliver SÅ meget savnet.«

Og i et andet opslag bliver den nye situation uden den mobile is-vogn beskrevet som:

»Vi befinder os nu i en mellemistid.«

For lørdag 21. oktober var sidste gang, der blev langet is over disken fra De Fire Istider. Men hvorfor lukke nu? Og er det nu så også helt slut med den italienske is i Hjortshøj? Måske ikke helt - men det vender vi tilbage til. Din Avis Aarhus fangede Michel ’Ismand’ Jespersen på en telefon en regnfuld tirsdag.

Jeg har elsket det liv, det har skabt, og jeg kommer til at savne det. Jeg synes, det har været vanvittigt sjovt
Michel Jespersen efter små 20 år med De Fire Istider.

Første gang siden teenage-årene

For når is-vognen nu ikke længere kommer til at kigge forbi Hjortshøj onsdage og fredage, så handler det dels om, at Michel Jespersen, der er blevet 63, gerne vil have mere tid til kone, børn og børnebørn.

I en årrække har han ellers også haft mange jern i ilden. Først som økologisk gartner og torvehandler, noget som han har arbejdet som i næsten 30 år - så lang tid at da han i 1990 begyndte at sælge sine økologiske grøntsager på Ingerslevs Boulevard, så var det dengang også lidt af et særsyn. I 2004 begyndte han så også at producere italiensk is ved siden af, hvilket senere også mundede ud i en iscafé, der i perioden 2007-2010 holdt til i Frederiks Allé. Siden har madmanden så også kørt ud til selskaber og kokkerede spansk paella, og senest i 2017 begyndte han så pizza-projektet Chez Michel, hvor han ligeledes kan bookes til at komme ud med sin ombyggede hestetrailer, hvorfra der bliver lavet pizza fra den italiensk stenovn.

I 2017 begyndte Michel Jespersen at fyre op for sin seneste opfindelse: Et mobilt pizzeria. Det kommer han til at fortsætte med -men det kan han også lettere styre, da han selv bestemmer, hvor mange selskaber og arrangementer, han vil plotte i kalenderen. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Udover mere fritid og tid til familien så handler is-lukningen også om, at Michel Jespersen nu er sprunget ud i noget, der ellers har været uvant for den entreprenante madmand og mangeårige selvstændige: Nemlig et goddag til kollegaer og en chef og et fuldtidsjob hos vinforretningen Bichel Vine i Hjortshøj.

»Det er jo fantastisk og sådan lidt uprøvet nu også at få løn om vinteren. Og det er jo nærmest første gang, siden jeg var teenager, at jeg har været fastansat nogle steder - jeg har jo været erhvervsdrivende og haft gartneri, siden jeg var 30,« siger Michel Jespersen.

Svær beslutning

Han har været tilknyttet vinforretningen i en tre-fire år, men nu hvor han er gået fuld tid, har han altså måttet tage en beslutning om at lukke isforretningen. En beslutning, der dog ikke har været nem at træffe:

»Det har været en svær beslutning at tage, primært fordi jeg synes, jeg har et rigtigt godt produkt, som jeg er rigtig ked af at lukke ned for. Men også fordi jeg ved, at byen har været fantastisk glade for mine is, og jeg har elsket at stå i vognen,« siger den nu pensionerede ismand.

»Jeg kommer til at savne det liv, som det skabte i byen. Om onsdagen, når jeg kom med isvognen og holdt nede ved brugsen, så kom hele skolen væltende ind på parkeringspladsen og smed deres cykler, og så stod der et virvar af unge mennesker, der skulle have is. Og det samme, når jeg har været oppe i Andelssamfundet. Jeg har elsket det liv, det har skabt, og jeg kommer til at savne det. Jeg synes, det har været vanvittigt sjovt,« siger han og tilføjer:

»Men jeg kommer ikke til at savne at stå i larmen fra ismaskinerne fra kl. 16 til kl. 00 om aftenen på en hverdag, efter at have passet et fuldtidsarbejde for at skulle have noget is klar til den efterfølgende dag. Det kommer jeg ikke til at savne.«

Produktionen af is er foregået i et produktionslokale i Andelssamfundet i Hjortshøj. Foto: Poul Nyholm

Men hvad så med de italienske is i Hjortshøj, er det så også helt slut nu? Nej - måske ikke:

»Der er jo flere i byen, der spørger, men hvad så? Er der nogen, der tager over? Og der ligger ikke noget fast, men der bliver snakket lidt i kulisserne Mere kan jeg ikke sige om det. Men der er et par hold, som lige nu viser en lille interesse for konceptet - der er nogen, der har kontaktet mig,« siger Michel Jespersen.