Fortsæt til indhold

Afviser otte sider lang klage over Henrik Wigh-Poulsen

Henrik Wigh-Poulsen har ikke overtrådt sine beføjelser og ledelsesret som biskop i Aarhus Stift.

Aarhus

I maj landede en otte sider lang klage over biskop i Aarhus Stift og kongehusets præst, Henrik Wigh-Poulsen, på bordet i Kirkeministeriet.

Klagen var sendt på vegne af næsten alle menighedsråd i Norddjurs Vestre Pastorat og et stort flertal af præsterne i Norddjurs Provsti.

Det skriver Lokalavisen Norddjurs.

Efter et halvt års sagsbehandlingstid har Kirkeministeriet afgjort sagen - og afgørelsen giver ikke klagerne ret på et eneste punkt.

Biskoppen har ikke overtrådt sine beføjelser eller ledelsesret som biskop Klagen var begrundet med utilfredshed med Henrik Wigh-Poulsens forvaltning af bispeembedet generelt i forbindelse med oprettelsen af tre store sogne i Norddjurs i 2018 og mere specifikt håndteringen af en personsag, som så dagens lys i 2021 og som klagerne mener har optrappet et i forvejen stærkt belastende arbejde og arbejdsmiljø.

Jeg er tilfreds med, at kirkeministeriet bakker op om vores sagsbehandling og ikke har fundet anledning til at kritisere den
Henrik Wigh-Poulsen

Personsagen involverede daværende provst Lars Seeberg og en sognepræst i provstiet, og der peges i klagen på, at den har præget det kirkelige liv i de berørte menigheder. Den pågældende præst hørte efter afgørelse fra biskoppen ikke længere under Lars Seebergs tilsyn, men blev i stedet tilknyttet provst Jørgen Pontoppidan fra Hobro.

Klagen baserede sig på flere års omfattende korrespondancer mellem de mange aktører i kirkelivet - præster, provster, menighedsrådsformænd, biskop og administrationen i Aarhus Stift.

Den sluttede med denne udgangsbøn: »Vi håber, at Kirkeministeriet vil behandle vores klage over biskop Henrik Wigh-Poulsen i den ånd, hvori den er indgivet: I oprigtig bekymring over den negative påvirkning, biskoppens forvaltning af sin ledelseskompetence har haft på det kirkelige liv i storpastoratet. Det gør os ondt at måtte erkende, at vi har mistet tilliden til Henrik Wigh-Poulsen.«

Provsten tog sin afsked

Konflikten endte med, at provst Lars Seeberg blev bedt om at varetage andre opgaver i stiftet, men han valgte i stedet at forlade Aarhus Stift.

Kirkeministeriets HR-chef Henrik Vagner har i sit svarbrev til klagerne konkluderet, at biskop Henrik Wigh-Poulsen ikke har overskredet sine beføjelser eller sin ledelsesret som biskop i de forhold, som klagen omfatter.

»Ministeriet har desuden fundet anledning til at understrege, at biskoppen i sit tilsyn og sin embedsførelse i øvrigt er uafhængig af stiftets menighedsråd. Menighedsrådsmedlemmers eller ansattes eventuelle offentlige mistillidserklæringer eller uenighed i øvrigt med biskoppens lovlige udøvelse af sine beføjelser og sit ledelsesmæssige handlerum har således ingen retlig virkning og giver ikke anledning til nogen ansættelsesmæssig opfølgning fra Kirkeministeriets side. Det skyldes, at bispevalg ikke er et politisk valg, men en særlig lovreguleret udvælgelsesprocedure for besættelse af ledige tjenestemandsstillinger som biskop. En biskop er således ikke politisk valgt, men ansat til netop at udøve sine beføjelser i henhold til den kirkelige lovgivning og den af Kirkeministeriet delegerede ledelsesret,« hedder det i afgørelsen.

Her præciseres det, at klagerne ikke har lov til at undslå sig fra fra at opfylde deres forpligtelser, såsom at medvirke ved opgaver - som eksempelvis kan være i forbindelse med besættelse af den ledige provstestilling i Norddjurs Provsti. Det gælder også, selv om der er indgivet klage til Kirkeministeriet.

»Kirkeministeriet foretager sig på den baggrund ikke yderligere i sagen,« står der til sidst i svaret.

Ikke alle var med

Klagen til Kirkeministeriet var på vegne af menighedsråd - og her skal det præciseres, at mange men ikke alle var med - og præsterne - heller ikke med 100 procent opbakning - sendt af menighedsrådsformand Karin Skouboe fra Rougsø Sogn Menighedsråd og Ilka Daniel, der er provstisekretær i Norddjurs og med daglig base på kontoret på Torvet i Grenaa.

Ifølge hjemmesiden Kirke.dk’s oplysninger vil gruppen af klagere fra Norddjurs først holde et møde, før de udtaler sig om Kirkeministeriets afgørelse.

I en pressemeddelelse udtrykker biskop Henrik Wigh-Poulsen glæde over, at kirkeministeriet ikke finder anledning til kritik af Aarhus Stift i de to sager.

»Jeg er tilfreds med, at kirkeministeriet bakker op om vores sagsbehandling og ikke har fundet anledning til at kritisere den. Det sætter et godt punktum for sagen, så vi nu kan fokusere på at komme videre sammen som kirke i Norddjurs provsti og Domprovstiet,« udtaler han og slutter: »Nu har vi alle en fælles opgave om at skabe et godt samarbejde for menighedernes skyld.«

Henrik Wigh-Poulsen oplyser i pressemeddelelsen, at han i øjeblikket ikke har yderligere kommentarer til medierne.