Fortsæt til indhold

»Center bliver et lyspunkt for hele bydelen«

Planer om nyt kultur- og idrætscenter i Højbjerg konkretiseres nu.

Aarhus
ksa

Nu kommer der konkrete bud på, hvordan det nye samlingspunkt placeres sammen med det eksisterende idrætscenter i Lyseng.

Gruppen bag har bedt arkitekter fra Arkitema om at komme med konkrete forslag til placeringen af de i alt 3.600 m2, som skal rumme flere faciliteter til gavn for sporten i Højbjerg, rammer til lokalarkivet og et nyt moderne bibliotek.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

»Det glæder mig, at vi nu er klar til at tage hul på næste fase og få nogle konkrete billeder på vores vision for at skabe et nyt unikt mødested på tværs af kultur, bibliotek og idræt. Jeg er overbevist om, at vi får skabt et samlingspunkt for hele bydelen på tværs af generationer,« siger formand for styregruppen, forvaltningschef for Borgerservice og Biblioteker Carsten Holst.

Lys1 er en udvidelse af det nuværende idrætscenter til et kultur- og idrætscenter, der henvender sig til alle borgere i området og herved skaber det krydsfelt, hvor alle mødes på tværs af interesser og alder.

Det nye center vil indeholde bibliotek, borgerservice, lokalarkiv, mødelokaler og sal. Planerne omfatter også et fælles styrketræningsrum, en danse- og bevægelsessal, et kampsportscenter og et udvidet fitnesscenter.

De nye bygninger bindes fysisk sammen med de nuværende svømme- og idrætshaller med et fælles indgangs- og opholdsområde, som allerede nu kaldes ”Det Demokratiske Torv”.

Dropper dagtilbud

Der har tidligere været overvejelser om at etablere et nyt dagtilbud sammen med Lys1. De planer er dog foreløbig sat på pause, da børnetallet i området er faldende.

»Prognoserne viser, at børnetallet er faldende i området, og derfor giver det ikke mening at bygge et dagtilbud på nuværende tidspunkt. Vi har haft et rigtig lærerigt og konstruktivt samarbejde i styregruppen, og selvom vi ikke fysisk flytter sammen, er jeg er helt sikker på, at Lys1 vil komme alle områdets beboere og brugere til gavn – særligt børnene og de unge,« siger projektleder i Børn og Unge, Birgitte Amstrup Jensen.

Vi har i området længe arbejdet hårdt for at få etableret et stærkt kultur- og idrætscenter, som kan samle mange forskellige aktiviteter.
Hans Skou, formand for Fonden Lyseng Idrætscenter

Det er Aarhus Kommune, Fonden Lyseng Idrætscenter, Fællesrådet 8270 og tre lokale idrætsklubber: Gymnastik, fitness og kampsport, der samarbejder om at etablere Lys1.

Salling Fondene har støttet projektet med 10 millioner kroner.

»Det er dejligt, at vi nu kommer i gang med de næste skridt. Vi har i området længe arbejdet hårdt for at få etableret et stærkt kultur- og idrætscenter, som kan samle mange forskellige aktiviteter. Lys1 bliver et lyspunkt for hele bydelen,« siger Hans Skou, formand for Fonden Lyseng Idrætscenter.

De konkrete bud på placering af det nye byggeri forventes at være klar i starten af det nye år.