Aarhusiansk gymnasieelev vinder børnepris fra Unicef
Børnepris gik i år til "Lær for Livet", der er et projekt for børn i udsatte positioner i Danmark. Blandt modtagerne var 18-årige Kayaya Nkole fra Aarhus Kommune.
Forleden vandt ”Lær for Livet” Unicefs Børnepris 2023. Vinderen blev anerkendt for arbejdet med at forbedre livet for børn i udsatte positioner, herunder dem der er anbragt uden for hjemmet.
Kayaya Nkole, der bor på et opholdssted i Aarhus Kommune, udtrykte sin glæde ved modtagelsen af prisen og sagde:
»Det betyder meget for mig, for alle de børn der er en del af programmet og for dem, der er færdige. Dette er en bekræftelse på, at vi bliver hørt og at vi bliver set. Det er noget, som vi i dagligdagen føler, at vi ikke altid bliver. Et af UNICEFs mål er, at børn bliver hørt, og det er nu bekræftet med denne pris, siger Kayaya Nkole, som har været en del af ”Lær for Livet” siden 2017.
”Lær for Livet” har betydet meget for hende:
»”Lær for Livet” har virkelig været med til at udvikle mig til den person, jeg er, både fagligt og socialt. Jeg havde svært ved at gå i skole, men ”Lær for Livet” gav mig en hånd i ryggen, det havde jeg brug for. Jeg er glad for at have været en del af ”Lær for Livet”, og at jeg stadig er det,« lød det fra hende.
”Lær for Livet”s direktør, Karen Haumann udtrykte taknemmelighed over anerkendelsen:
»At modtage Unicefs børnepris er mere end blot en pris. Det er en bekræftelse på vores fælles mission om at omskrive historien for børn og unge i udsatte positioner, så de kan skabe sig en bedre fremtid. Det er en ære, jeg deler med hele Lær for Livet-familien, vores dedikerede medarbejdere, frivillige og de knapt 1.000 børn og unge, som vi har haft privilegiet af at støtte og arbejde for og med. Og til de mange fonde, virksomheder og kommuner, som har støttet op,« sagde Karen Haumann, direktør i »Lær for Livet«, da hun modtog prisen.
Kayaya Nkole går på Risskov Gymnasium og er fortsat en aktiv del af ”Lær for Livet” som talerør og ungeambassadør.