Bundsgaard efter million-bevilling til mindesten: »Jeg er taknemmelig«
»Det er fantastisk, at min henvendelse til finansministeren er hørt og bragt videre til Folketingets partier,« skriver Jacob Bundsgaard på Facebook.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er nu ude på Facebook for at takke for den millionbevilling til mindestenen på Skæring Hede, som forleden blev bevilliget i finansloven for 2024.
»Jeg er glad og taknemmelig for, at Folketinget vil bevillige op til 1 mio.kr. til at renovere og modernisere det monument, som fastholder fortællingen om dem, som betalte den ultimative pris i kampen for vores frihed. Det er fantastisk at min henvendelse til finansministeren er hørt og bragt videre til Folketingets partier.«
Dagbladet Politiken skrev i går aftes , at finansminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) selv står bag den million, der på finansloven er afsat til en mindesten på Skæring Hede.
Avisen har fået et skriftligt svar fra Wammen, hvor han bekræfter at have båret forslaget til forhandlingsbordet men undlader at svare på, om pengene overhovedet er blevet efterspurgt.
Men nu skriver borgmester Bundsgaard, at det er ham, der har henvendt sig.
Aarhus-borgmesteren skriver også , at han glæder sig til at arbejde videre med konkretiseringen af planerne sammen med »de dedikerede mennesker, som er med til at holde mindet fast i vores bevidsthed.«