Symfoniorkester i sorg: Tilegner koncert til afdød kollega
Carsten Elborg Adrian blev 52 år gammel.
Fredag aften gik Aarhus Symfoniorkester på scenen i sorg, for et af dets medlemmer er gået bort efter længere tids sygdom.
Det skriver Aarhus Symfoniorkester på Facebook:
»Koncerten i aften er tilegnet vores højt elskede og respekterede kollega Carsten Elborg Adrian, som er gået bort efter længere tids sygdom. Carsten har siden 1995 siddet som 2. hornist i orkestret, og savnet slår dybe rødder,« står der.
I Musikhusets Symfonisk Sal, der har plads til 1.200 koncertgængere, spillede orkesteret Mahler.
»Sorgen er ubeskrivelig og ikke mindst ufattelig, men vi kan ikke forestille os en bedre symfoni end Mahlers 9. til afsked med en højt skattet kollega og ven,« skriver Aarhus Symfoniorkester på Facebook.
Carsten Elborg Adrian blev 52 år gammel.