Fortsæt til indhold

Bofællesskaber med børnefamilier og seniorer rykker ind i parcelhuskvarter i Aarhus-forstad

Et parcelhusområde i Malling bliver udvidet med to nye bofællesskaber, hvor børnefamilier og ældre kan bo på tværs af generationer og have glæde af hinanden i hverdagen.

Aarhus
ksa

Madlavning og hentning af børn er noget af det, der kan presse hverdagen i en børnefamilie. 30 år længere henne i livet er der blevet tid til nye fællesskaber og aktiviteter, og parcelhuset er måske blevet for stort. Et nyt projekt med to bofællesskaber i Serinedalen i Malling skal bidrage med mere værdi og samvær på tværs af både børnefamilier, seniorer og boligområdet generelt.

Det skriver Teknik og Miljø-forvaltningen i en pressemeddelelse.

Det er boligforeningen Århus Omegn, som står bag projektet Fællesskabet Serinedalen, der består af et familiefællesskab og et seniorfællesskab (55+ uden hjemmeboende børn). I Fællesskabet er beboeren i centrum. Det er dem, der skaber fællesskabet og det gode hverdagsliv og deler fællesfaciliteterne. Der er både plads til singler, par og familier i alle størrelser, som kan bo på tværs af generationer og have glæde af hinanden i hverdagen.

Serinedalen bliver et varieret boligområde med parcelhuse, rækkehuse, etageboliger samt storparceller udlagt til daginstitution og botilbud. Sådan kommer et af husene til at se ud.

Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (KF) er begejstret for projektet og de muligheder, det skaber i Malling og Serinedalen.

»Mange seniorer har slået dybe rødder i lokalsamfundet. Jeg mener, det er vigtigt, at de har mulighed for at blive boende lokalt. Derfor håber jeg, at det nye botilbud i Malling kan blive en mulighed for de seniorer, der føler, parcelhuset er blevet for stort, til at rykke videre i et trygt bofællesskab. Familiefællesskabet er samtidig en vigtig brik i spillet om at sikre et varieret og attraktivt udbud af boliger til de aarhusianske børnefamilier, så vi undgår, at de flytter til nabokommunerne,« siger han.

Serinedalen bliver et varieret boligområde med parcelhuse, rækkehuse, etageboliger samt storparceller udlagt til daginstitution og botilbud.

Boligforeningen Århus Omegn vil 6. februar holde et informationsmøde for alle interesserede. Mødet vil blive holdt i Malling Sognegård fra klokken 19 til 21. Interesserede kan tilmelde sig på mail serinedalen@aarhusomegn.dk. Informationsmødet vil blive fulgt op af en workshop i marts for interesserede.