Fortsæt til indhold

Tidligere ludoman i chok over 3. klasses casino-leg: »Sandsynlighedsregning,« lyder forsvaret

Skole romantiserer og normaliserer gambling med casinoevent, lyder kritikken, mens skolen selv mener, at de netop lærer eleverne det modsatte

Aarhus
citathistorie: tv2 Østjylland

»En frygtelig idé.«

Sådan siger Marcus Mossalski, spilfri ludoman og debattør, om et såkaldt casinoevent på Strandskolen i Risskov i Aarhus.

Han reagerer på en video, skolen har delt på Facebook.

I videoen ser man elever fra en 8. og 3. klasse i fuld gang med blandt andet roulette, et lykkehjul og poker. Eventet er en del af et forløb om sandsynlighedsregning, men det er ingen undskyldning, mener Marcus Mossalski.

»Først og fremmest er jeg chokeret. Det er ikke nyt for mig, at skoler bruger casino i deres undervisning, men at man også har involveret en 3. klasse, gør det endnu vildere,« siger han.

Sandsynlighedsregning

På Strandskolen kan man ikke se problemet i at lade eleverne prøve kræfter med spillene, når det er en del af undervisningen.

8. klasseeleverne har haft et forløb om sandsynlighedsregning i matematik og har afsluttet det med at invitere deres venskabsklasse, en tredjeklasse, til det pågældende casinoevent.

»Jeg er enig i, at spil og gambling er et problem, men her er der den dimension i det, at eleverne lærer, hvor lille sandsynligheden er for, at man vinder,« siger skoleleder Niels Kristian Thormod Petersen, der også påpeger, at der ikke er rigtige penge involveret.

Han kender ikke alle omstændigheder, da klassens lærere er på ferie, men han mener, at spillene netop er en fængende måde at lære på, så længe det ikke står alene.

»Eleverne bliver bombarderet af spilreklamer i tv, men her er det en del af undervisningen, der gerne skal vise, at det ikke kan betale sig,« siger skolelederen.

Skolen ’romantiserer’

Den tilgang er Marcus Mossalski, der er ved at uddanne sig som misbrugsvejleder og holder foredrag om emnet, dybt uenig i. Han mener ikke, at det stigende problem med spilafhængige unge bunder i uvidenhed.

»Det er lidt at undervurdere børnene. Det er ikke der, skoen trykker. Det er en afhængighed,« siger han.

»Det ville kræve, at afhængighed og ludomani altid var logisk. Ludomaner ved godt, at sandsynligheden ikke er så stor. Det ved de fleste. Udfordringen ligger i, at skolen romantiserer og normaliserer spillet.«

Den spilfri ludoman angriber ikke skolens intention, men det er ifølge ham en meget forkert tilgang.

»Jeg har stor respekt for, at man ikke bare kigger i en lærebog. Men det er mangel på kreativitet, at man griber i den kasse. Der må findes andre måder,« siger Marcus Mossalski.

»Man ville heller aldrig acceptere, at man bruger elementer af alkohol, cigaretter eller stoffer i undervisningen. Man vil aldrig servere alkoholfri øl i kemi for at vise, hvad alkohol gør ved kroppen. WHO har anerkendt ludomani som en afhængighedslidelse på linje med alkoholisme og narkomani. Det er ekstremt vanedannende og bør ikke blive brugt på den måde.«

Han undrer sig over, at skolen ikke selv kan se problemet.

»Jeg synes, videoen bør blive pillet ned, fordi det er superdårlig idé, og der er igen grund til, at det skal være til inspiration for andre,« siger han.

Skolelederen kender ikke til, at forældre eller andre har anfægtet casinoeventet som en del af undervisningen.