Fortsæt til indhold

"Kloge" lyssignaler har sablet rejsetiden ned ved trafikerede Aarhus-kryds: Nu kommer turen til Viby

Og så skal AI-teknologi også hjælpe de langsomt gående.

Aarhus
am

Aarhus Kommune har sat strøm til nye styreapparater i lyssignalerne ved Viby Torv. Det skal få biler og busser hurtigere frem.

Det skriver Teknik- og Miljø-forvaltningen i en pressemeddelelse.

Ét af apparaterne kommer endda med AI-teknologi, der kan registrere og hjælpe gående.

I løbet af de seneste uger har Teknik og Miljøs afdeling for intelligent trafikstyring rodet og kodet i de fem lyssignaler ved Viby Torv.

Her er de nye intelligente lyssignaler placeret.

Afdelingen har udskiftet de såkaldte styreapparater i lyssignalerne, og det gør dem i stand til at tilpasse signalerne til den aktuelle trafik og lave hurtige ændringer ved eksemp trafikuheld eller ekstraordinær kødannelse.

Erfaringer viser, at intelligent trafikstyring reducerer rejsetiden for især bilister og busser.

Det ved man bl.a. fra Ringvejen, hvor nye styreapparater i lyssignalehar har sparet de aarhusianske bilister for +600 timers rejsetid om dagen, siden de blev installeret for små fire år siden. Og på Harald Jensens Plads, der i størrelse og form kan sammenlignes med Viby Torv, blev bilisters tid i kø reduceret med op til 85 pct., da lyssignalerne blev intelligente.

»Det er nok de færreste aarhusianere, der bekymrer sig synderligt om lysreguleringer og styreapparater, så længe de gør, som vi gerne vil have dem til. Men det gør de kun, fordi vi prioriterer området og arbejder for at sikre den bedst mulige trafikafvikling gennem byen. Det skal vi blive ved med, så aarhusianerne kan komme nemmere og hurtigere ud og hjem,« siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K).

Hjælper langsomt gående

Derudover er det nye styreapparat i krydset Skanderborgvej/Viby Ringvej det første af sin slags i Aarhus Kommune med såkaldt ’Data from sky’ - et detekteringssystem, der kan registrere bløde trafikanter.

Med kameraer og en AI-billedbehandlingssoftware bruger ’Data from sky’ sine konstante registreringer til at tilpasse, hvor længe der er grønt for fodgængere.

I dag er den såkaldte grøntid tilpasset et typisk gangtempo, men ’Data from sky’-systemet vil automatisk reducere grøntiden i tilfælde, hvor fodgængeren er hurtig, og øge grøntiden i tilfælde, hvor fodgængeren er lidt langsommere.

»Vi får hele tiden nye muligheder for at gøre ting bedre, smartere og hurtigere, og de muligheder skal vi gribe, så vi leverer den bedst mulige service til aarhusianerne. Vi har i flere år været den nok mest innovative kommune i Danmark, når det kommer til intelligent styring af trafikken, og det spor fortsætter vi i, når vi integrerer den fremadstormende kunstige intelligens i vores lyssignaler,” siger Nicolaj Bang.

Kommunen slår samtidig fast, at ’data from sky’-systemet ingenting gemmer. Alle registreringer bliver alene brugt til at justere lyssignalet i realtid.

I de næste uger vil afdelingen for intelligent trafikstyring så finjustere lyssignalerne ved Viby Torv, hvilket i perioder kan give ustabil drift, advarer Teknik- og Miljø.