Fortsæt til indhold

VIA University College får ny rektor

Gitte Sommer Harrits bliver den nye rektor for VIA University College. Hun bestrider i dag jobbet som prorektor i VIA, og dermed bliver professionshøjskolens næste rektor et kendt ansigt i organisationen.

Aarhus
ksa

Det bliver VIA’s nuværende prorektor, Gitte Sommer Harrits, der fremover skal stå i spidsen for hele VIA University College.

Det skriver professionshøjskolen i en pressemeddelelse.

Dermed er valget faldet på en kandidat med et indgående kendskab til ikke bare professionshøjskolen VIA, men til uddannelsessektoren og det uddannelsespolitiske landskab bredt set. Og det er en stor styrke, fastslår bestyrelsesformand Per B. Christensen:

»Gitte Sommer Harrits er en markant og retningssættende profil, både i professionshøjskolesektoren og i VIA. Hun har politisk tæft og en tydelighed som leder, der også indebærer et klart strategisk blik for, hvor VIA skal hen som organisation. Med sin erfaring og indsigt i uddannelsessektoren kan hun skabe den rette kombination af fornyelse og kontinuitet i VIA, og det er vigtigt i en tid, hvor professionshøjskolerne står over for nye udfordringer og muligheder – begge i rigt mål. Derfor er det en enig bestyrelse, der har valgt Gitte Sommer Harrits som ny rektor for VIA, et valg, jeg er meget glad for. Jeg har selv store forventninger til den nye rektor og ser personligt frem til samarbejdet med rektor og direktion om den fortsatte fornyelse af VIA som uddannelses- og forskningsinstitution,« siger Per B. Christensen.

Gitte Sommer Harrits har været med i VIAs ledelseslandskab siden 2018, hvor hun tiltrådte som forskningsleder og kort efter blev forskningschef. Hun tiltrådte som prorektor i VIA i marts 2020, hvor hun fik det samlede ansvar for VIA’s uddannelsesområde og også blev medlem af VIA’s direktion.

Med en fortid som studieleder, lektor og ph.d. på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet har Gitte Sommer Harrits desuden forsket og udgivet artikler om netop professionsviden, professionel praksis og uddannelse. På den baggrund tør hun godt kalde arbejdet med at udvikle fremtidens professionshøjskole for hjerteblod:

»Hele mit liv har på den ene eller anden måde været optaget af spørgsmål om uddannelse og forskning og om, hvordan professionelle kan gøre deres viden og færdigheder gældende i samfundet. Derfor glæder jeg mig meget til som rektor at være med til at videreudvikle VIA’s uddannelser, VIA’s forskning og hele VIA’s organisation og til at styrke VIA’s position og synlighed i den udvikling, uddannelsessektoren lige nu er på vej igennem,« siger Gitte Sommer Harrits.

Hun understreger, at netop arbejdet med at sikre den rette forandring bliver afgørende for at bringe professionshøjskolen rigtigt igennem det, hun betegner som en brydningstid:

»Der er hårdt brug for dygtige professionelle til at løse nogle af samfundets vigtigste opgaver. Derfor er det afgørende, at vi formår at skabe bedre rammer om vores uddannelser, så de fortsat kan udgøre attraktive uddannelsesvalg for kommende generationer af studerende. Skal vi lykkes med det, skal vi også udvikle nye løsninger og måder at tænke uddannelse, efteruddannelse og forskning på i professionssektoren. Som rektor ser jeg frem til at bidrage til det arbejde, både internt i VIA og i det vigtige samarbejde med andre gode kræfter.«

Gitte Sommer Harrits tiltræder stillingen 1. september, 2024, hvor hun vil afløse VIA’s nuværende rektor, Harald Mikkelsen, i jobbet.