Kæmpe ulykke kunne have udslettet Aarhus: Glemt helt handlede midt i katastrofen

Begrebet ”held i uheld” forekommer måske kynisk.

Men det er dækkende for dramaet tirsdag den 4. juli 1944 kl. 13.47, da en lægter lastet med 150 tons ammunition eksploderede i Aarhus Havn.

Braget var øredøvende, erindrer vidner. Derpå fulgte en uhyggelig stilhed, inden det styrtede ned. Med glas.

Trykbølgen væltede cyklister kilometer væk i den nordlige del af byen og ved Varna omkuld. Gående faldt om på fortovet, og foruden glasset regnede der granater, skarpe sprængstykker og havnens bundslam over byen.

Det var højsommer, 25 grader varmt og på Den permanente Badeanstalt i Risskov skyndte de badende sig i skjul i skoven. Husene i Risskov rystede, så kalkpudsen dryssede ned, og ure gik i stå. I Trige rystede jorden, og selv i Femmøller hørtes braget.

Ingen anede, hvad der var sket og heller ikke, hvad der kunne være sket. Der var krig i Danmark. Og over havnen rejste sig en mørk røgsøjle.

På havnen var alt kaos. Ulykken skete i bassin 4 ved kornsiloerne. Ved kajen foran KFK’s anlæg havde der kort forinden ligget tre lægtere, lette lastfartøjer, som flyttede gods i havnen.

Den ene var fuldt lastet med 180 tons ammunition. Den anden, som eksploderede, var næsten færdiglastet med omkring 150 tons ombord. Den tredje var tom.

Det farlige arbejde

På kajen holdt de jernbanevogne, der havde medbragt ammunitionen, som skulle videre til Norge. Omladningen var et livsfarligt arbejde, som havnearbejderne måtte påtage sig.

Tyskerne skulle ikke nyde noget, men kommanderede blot mach schnell. De krævede arbejdet udført i en fart uden hensyn til sikkerheden.

På en træslidske, der førte fra jernbanevognen og til lægteren, lod de fire havnearbejdere i jernbanevognen det farlige gods glide ned til de fire kolleger ombord i lægteren, som stuvede lasten. Nok var granaterne ikke klar til affyring, men arbejdet krævede alligevel stor forsigtighed, for der var defekte imellem, ligesom de kasser, krudtet blev fragtet i, let gik i stykker, så granaterne faldt ud og ramte bunden i lægteren.

Arbejdet foregik i to skift. Morgenholdet havde tidligt været i gang med at læsse skibet. De otte havde arbejdet indtil kl. 13 og var så blevet afløst af gammelmandsholdet. Det var ældre og erfarne havnearbejdere, som tog det stille og roligt. De var kendt for at være omhyggelige med deres arbejde. De skulle gøre det færdigt i løbet af eftermiddagen og tømme den sidste jernbanevogn, og det var her, det gik galt.

Klokken 13.47 brød helvede løs. Alle otte havnearbejdere forsvandt, og man fandt heller ingen spor af dem.

På kajen holdt kusken Gert Gertsen med sin hestevogn og ventede på et læs korn. Han var lige ankommet efter middagspausen, men både han, heste og vogn landede livløse langt ude i havnen.

Det lille mirakel

Frederik Andersen, der var chauffør ved KFK, havde sit 12-årige barnebarn John med på arbejde. De sad i bilen, og begge omkom. Johns far, der også arbejdede ved KFK, blev hårdt kvæstet.

Tyskerne havde udstedt forbud mod omtale af ulykken på andendagen, men Demokraten skrev artikler om mennesker i Aarhus, der pludselig døde den 4. juli.

Den voldsomme eksplosion rejste en flodbølge, nærmest en tsunami, som løftede den fuldt lastede lægter op af bassinet på den modsatte kaj. Lægteren med 180 tons ammunition landede på tværs af nogle godsvogne og smadrede gennem taget på Mammen og Dreschers pakhus. Men den sprang ikke i luften.

»For mig at se må det være noget af et under, at den ikke også eksploderede,« siger Søren Tange Rasmussen, leder af Besættelsesmuseet i Aarhus.

Derimod blev den lægter, der eksploderede, nærmest til atomer. Den indeholdt mange miner med stor sprængkraft, så der var stort set intet tilbage.

»Bortset fra et stykke af dens ræling, der befinder sig på Besættelsesmuseet. Det blev fundet på Østbanetorvet,« fortæller museumsinspektøren.

Trosserne til de skibe, som lå i havnen, blev sprængt, og skibene drev rundt.

”Hermes” rydder op

Nogen måtte holde hovedet koldt, og det gjorde skibsfører H. McCormick Jensen på slæbebåden ”Hermes”. Da ulykken skete, var Hermes i gang med en anden opgave, og såvel skib som besætning blev kastet rundt i havnen. Vinduerne på slæbebåden blev smadret, og det regnede med projektiler og sprængstykker, som man fik verfet ud i havnen.

McCormick stoppede maskinen og sprang ned på dækket for at høre til besætningen. Maskinmester Jessen havde slået benet og kunne ikke høre, mens fyrbøder Jens Nielsen havde fået et chok og blev afløst, men ellers var de øvrige uskadte.

Da McCormick vendte tilbage til broen, blev ”Hermes” ramt af den voldsomme flodbølge, som forårsagede skader over hele skibet. Både på dæksplankerne, skabe, radioen og det øvrige maskineri.

En overgang havde ”Hermes” mistet styreevnen, men skibet blev rettet op, og selv om mange af de øvrige både i havnen anmodede ”Hermes” om assistance for at slippe væk, prioriterede McCormick opgaverne. Han bemærkede, at tyske skibe forlod havnen i hast, og det hed i rapporten, »at de mindre tyske skibe samt bjergningsdamperen ”Kamerun” søgte hurtigt at redde sig selv til søs«.

McCormick handlede nu resolut og ydede en bemærkelsesværdig indsats for byen.

McCormick konstaterede, at der var fare for byen, da der var brand på ”S/S Scharhörn”, et tysk ammunitionsskib, som lå til kaj tæt på lægterne og var blevet ramt af adskillige sprængstykker. Medlemmer af besætningen var også hårdt kvæstede.

Damperen var næsten fuldt lastet med anslået 800 tons ammunition foruden gasflasker, som skulle til Norge.

Der var ikke gang i maskinen på ”S/S Scharhörn”. Roret var også i uorden.

»Vi enedes om at prøve at tage ”Scharhörn” ud, da denne var lastet med ammunition og lå så tæt op ad branden, at den var en direkte fare for byen,« skrev han.

Det 105 m lange dampskib ”Scharhörn” var et tidligere tysk handelsskib, der er blevet ombygget til krigsskib. Det sejlede ofte til Norge med forsyninger. De danske havnearbejdere, der den dag var beskæftiget på skibet, overlevede og vidnede i forbindelse med ulykken.

Alle frygtede nye eksplosioner, der var mange brande mange steder, og det flød på havnen og i byen med hundredvis af granater.

Kajanlæggene var ødelagte, og den ene væg på KFK’s silo var flået af, så det væltede ud med tørt foderstof, der også antændtes.

”S/S Scharhörn” trækkes ud

”Hermes” fik en trosse over til ”S/S Scharhörn”, branden blev slukket, og skibet blev trukket ud og ankret op på reden. Efter turen vendte ”Hermes” tilbage til havnen og hjalp den danske damper ”Paris”. Denne lastede kul tæt på de brændende kulbunker.

Siden bidrog ”Hermes” til slukningen andre steder på havneområdet med sin vandkanon.

Skibe lastet med ammunition opfører sig som kolossale bomber. 6. december 1917 eksploderede det franske skib ”S/S Mont-Blanc” ud for Halifax i Canada. Det var lastet med 2,5 tusinde tons sprængfarlig ammunition, da det kolliderede med det norske fragtskib ”S/S Imo”, lastet med nødhjælp til Belgien.

”S/S Mont-Blanc” brød i brand og eksploderede med en kraft på 2,9 kilotons TNT – omkring en femtedel af styrken i Hiroshima-bomben.

2.000 mennesker omkom, 9.000 blev såret, og alt byggeri i en radius af 800 m blev jævnet med jorden.

Få måneder før eksplosionen i Aarhus, var det gået galt i Bergen i Norge. Den hollandske damper ”S/S Voorbode” sprang i luften, mens den var under reparation i Bergen.

Skibet måtte på værft på vej mod det nordlige Norge. Der var 100 tons ammunition ombord – mindre end på lægteren i Aarhus. 158 mennesker blev dræbt, 4.800 såret og hundredvis af huse i Bergen ødelagt.

Brand i gasbeholder

Advarslen var ikke til at misforstå, og kort før ulykken havde Aarhus Kommune modtaget en klage fra Korn og Foderstofkompagniet, KFK. Omladningen foregik lige uden for firmaets vinduer, og de ansatte var dybt foruroligede over det, der foregik. KFK-folkene fandt ikke, at det på nogen måde var forsvarligt.

»De mange advarsler og klager nyttede ikke. Tyskerne ville ikke ændre praksis, og det var dem, der bestemte,« fik kommunen at vide.

At firmaet havde grund til bekymring, understreger den kendsgerning, at ni af de dræbte ved ulykken var medarbejdere ved KFK.

Der var andre, der handlede resolut. Den store gasbeholder på havnen, som lå nogenlunde, hvor Jyllands-Postens bladhus befinder sig i dag, havde fået en række perforeringer, og der var ild i den. Faren for en ny alvorlig eksplosion var overhængende, da beholderen var fyldt med gas. Medlemmer af belysningsvæsenets fabriksluftværn fik afværget en eksplosion ved at lukke vand ind i de store vandlåse, og det stabiliserede situationen. Gassen kunne brænde ud uden fare.

Over hele byen flød det med granater.

De havde været en tur i luften, og en tysk soldat ud for Sct. Knuds Kirke i Ryesgade omkom, da han fik en granat i hovedet. Tage blæste ned, og næppe en tagsten lå på sin plads.

36 blev dræbt

Lederen af Besættelsesmuseet i Aarhus, Søren Tange Rasmussen, har studeret sagsakter fra katastrofen, der er den værste af sin art i Danmark nogensinde.

»Ulykken kom ikke som den store overraskelse. Der var mange, der frygtede, at der ville ske en ulykke i forbindelse med tyskernes omladning af ammunition til Norge,« fortæller museumsinspektøren.

Alle i nærheden af eksplosionsstedet omkom. Da tabstallene blev gjort op, var der 36 dræbte danskere. 200 blev indlagt med alvorlige skader, og lægerne vurderede, at 50 ville få svære mén efter ulykken. Tyskerne havde 50 indlagte og mellem fem og syv omkomne, lød vurderingen.

Kort tid efter eksplosionen blev der blæst luftalarm. Folk sad derpå i beskyttelsesrum resten af eftermiddagen uden at ane, hvor galt det stod til. Men de var væk fra gaderne, hvor der var travlhed med at få sårede kørt til behandling på hospitalerne. Postvæsenets biler kørte som ambulancer, og luftværnets lastbiler med bårer, og det hele blev kompliceret af sporvognenes ledninger, som var revet ned.

Først kl. 18.35 blev alarmen afblæst.

Havnearbejderne nægtede i resten af juli at arbejde med ammunition. Det var ganske enkelt for farligt, men senere blev arbejdet genoptaget.

Et tommetykt lag glas i gaderne, der måtte skovles væk. Et spor blev ryddet til cyklerne. Der var næppe en lejlighed i byen, der ikke havde fået vinduer knust. Masser af varer i forretningerne var knust af glasregnen.

En arbejdsmand, der havde fået ansigtet oversået med glasstumper, blev ved med at gentage: »Det var vel nok godt, at jeg ikke fik noget i øjnene.«

Der var ingen panik i byen. Folk var rolige og hjalp straks de mange sårede, der lå på asfalten, dækket af murbrokker, splinter fra eksplosionen, forvredne jerndele og pulveriseret glas.

En bitter røg lå over byen.

Bisættelse i domkirken

Den 29. juli blev der holdt en stor mindehøjtidelighed for de 12 savnede havnearbejdere i domkirken. Kirken var fyldt med kranse fra høj og lav i hele landet.

Domprovst Kaj Jensen og borgmester E. Stecher Christensen talte om krigens gru og den store eksplosion, der havde kostet de mange mennesker livet. Familierne til de omkomne sad tæt ved urnen, og der var mange små børn imellem.

»Befolkningen fik et chok, som længe vil huskes,« sagde borgmester Stecher Christensen. Det var en forsmag på krigens gru, der kom til os, den talte sit dødsensalvorlig sprog og efterlod dybe sår.

Efter bisættelsen i kirken bevægende et sørgetog, der talte titusinder, sig til Venstre kirkegård, hvor urnen blev sat ned. Der blev også iværksat indsamlinger til de efterladte, og der kom mange tusinde kroner ind.

Samme dag, som mindehøjtideligheden fandt sted, indrykkede besættelsesmagten en meddelelse i Aarhus-aviserne, og heri hed det:

»Fra officiel tysk side meddeles: Eksplosionsulykken i Aarhus Havn den 4. Juli 1944 er blevet indgaaende retsligt undersøgt. Tekniske og politimæssige Sagkyndige har været tilkaldt til Undersøgelsen. Som Resultat er det fastslaaet, at Eksplosionen skyldes Sabotage. der foreligger Bevismateriale, der viser, at den kommunistiske Sabotagegruppe havde givet Anvisninger om, at der med alle til Raadighed staaende Midler skulde udøves Sabotage i Aarhus Havn. Man regnede herunder med, at den kommunistiske Ophidselseskampagne for en Sympatistrejke, der skulde begynde den 4. Juli kl. 14, vilde lykkes, saaledes, at Arbejderne paa dette Tidspunkt vilde have forladt deres Arbejdspladser. Den tilrettelagte Sabotage skulde komme til Udløsning efter dette Tidspunkt. Ved et Tilfælde skete Eksplosionen imidlertid allerede kl. 13.50. Da Gerningsmændene efter alt at dømme ogsaa selv er omkommet ved Eksplosionen, bliver der ikke tale om yderligere Foranstaltninger.«

Den resterende del af meddelelsen nedtoner ulykken, som ifølge tysk side ikke var så alvorlig som først antaget. Den tyske undersøgelse fremkaldte voldsomme protester og blev anset for at være fuldstændig uhyrlig.

Næstefter pesten

»Hvis man ser bort fra pesten, er det den værste katastrofe i byens historie, og det kunne dog let være gået endnu værre,« siger Søren Tange Rasmussen.

”S/S Scharhörn” blev i oktober samme år udsat for sabotage og sprængt, mens skibet lå i Aarhus havn. Damperen sank i havnen.

Efter krigen tildeltes de tapre medarbejdere fra belysningsvæsenet en Carnegie-medalje. Borgmesteren gav besætningsmedlemmerne på ”Hermes” hver et cigarfutteral i sølv som anerkendelse for deres indsats.

Men 80 år efter ulykken er der fortsat ingen politikere, som har fundet afledning til at hædre den mand, der udviste stort personligt mod og måske reddede byen ved at få den brændende damper fyldt med farlig ammunition trukket ud i bugten.