Fortsæt til indhold

Idun-prisen vender tilbage: »Frivillighed er usynlig lim i vores lokalsamfund«

For andet år i træk uddeles Idun-prisen i et samarbejde mellem rådmand og Din Avis Aarhus Onsdag. Du kan indstille din kandidat nu.

Aarhus

Nederst i artiklen kan du indstille din kandidat

I 2023 blev Idun-prisen stiftet, hvor sproghjælpstjenesten ”2 Timer Om Ugen” anført af Arzu Cilek modtog hæderen og 25.000 kroner.

Temaet var dengang børn og unges mentale trivsel, mens dette års Idun-pris gives til en person eller forening, der har gjort en forskel på socialområdet.

I år vil vi gerne sætte fokus på, hvad frivilligt socialt arbejde i Aarhus er for en størrelse. Og være med at synliggøre den værdi, der bliver skabt af socialt arbejde.
Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Med andre ord er frivilligheden i højsædet.

»I år vil vi gerne sætte fokus på, hvad frivilligt socialt arbejde i Aarhus er for en størrelse. Og være med at synliggøre den værdi, der bliver skabt af socialt arbejde. Jeg tror ikke, at der er ret mange, som klar over, hvor meget socialt arbejde, der bliver lavet og lagt i denne her by. På mange måder er det frivillige arbejde usynlig lim, som jeg tror, mange aarhusianere ikke ser,« siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S), der sammen med redaktør for Din Avis Aarhus Onsdag, Jonas Wrede Hansen, har stiftet prisen.

Kendskabsgraden til frivilligt socialt arbejde skal udbredes, og så skal man heller ikke kimse af anerkendelse af dem, som virkelig gør en positiv forskel.

»Det vil vi gerne kvittere for i fællesskab med uddelingen af Idun-prisen. Der er jo utallige eksempler på, at der er mange frivillige, som løfter en tørn, og den frivillighed er helt afgørende,« fastslår rådmanden.

Flere undersøgelser viser, at selve foreningsfrivilligheden er udfordret, og det kan Winnerskjold nikke genkendende til:

»Når jeg snakker med forskellige foreninger, så oplever de, at det har været svært efter corona-pandemien. Og det er nok også noget anderledes i at være frivillig i dag, end det var for 20 år siden. Så vi vil forsøge at bruge prisuddelingen som en løftestang til at synliggøre det frivillige sociale arbejde. Hvordan understøtter vi arbejdet? Hvordan gør vi det så let som muligt at være frivillig i Aarhus? Det har jeg en løbende dialog med foreningerne og frivilligcentret om,« siger Anders Winnerskjold.

Indtil videre er juryen hemmelig og bliver afsløret løbende her i avisen i den kommende tid, hvor vi bringer portrætter af jurymedlemmerne.

Det kan dog foreløbigt afsløres, at der er to gengangere i juryen, nemlig Anders Winnerskjold og Jonas Wrede Hansen.