Aarhusiansk kulturperson får skattesmæk i millionklassen
Mette Nørgaard Kier, tidligere chef i Musikhuset og bosat i Risskov, står til et ordentligt skattesmæk efter en tur i retten.
Retten i Aarhus kom den 31. juli med en afgørelse, der betyder, at Mette Nørgaard Kier skal betale en regning til Skat på ikke mindre end 1,35 mio. kr..
Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.
Dommeren afgjorde, at der var tale om ulovlige aktionærlån, da Mette Nørgaard Kiers virksomhed Nørgaard Design ApS i perioden udbetalte lige knap 3,8 mio kr. til Mette Nørgaard Kiers ægtemand Anders Nørgaard. Udbetalingerne fandt sted i perioden 2012 til 2016.
Udbetalingerne skete selvom Nørgaard Design ApS’ revisor gentagende gange påpegede lovbruddet.
Stridens kerne har omhandlet, hvorvidt Mette Nørgaard Kier har skullet beskattes af pengene. Skat mener nemlig, at beløbene kan regnes som udbytte, hvorfor det altså er skattepligtig indkomst.
Skatteankenævn Aarhus fastslog i starten af 2022, at der var tale om indirekte lån til Mette Nørgaard Kier selv, hvorfor hun skulle have betalt skat af pengene.
Siden har Mette Nørgaard Kier og hendes advokat argumenteret for, at det retteligt bør være Anders Nørgaard, der beskattes af udbetalingerne. Men den køber Skatteministeriet altså ikke, og de argumenterer med, at Anders Nørgaard kun var direktør i Nørgaard Design ApS på tidspunkt og ikke ejede nogle anparter. Derfor kan han slet ikke beskattes af beløbet.
Ekstra Bladet har ikke kunnet få en udtalelse fra Mette Nørgaard Kier eller hendes advokat. Det er ikke heller ikke lykkedes Din Avis Aarhus Onsdag at få en kommentar fra Mette Nørgaard Kier.
Ud over skatteregningen på 1,35 mio kr. skal Mette Nørgaard Kier betale retssagens omkostninger, der beløber sig til 80.000 kroner. Hvorvidt hun ønsker at anke eller kære dommen til Østre Landsret vides endnu ikke.
Mette Nørgaard Kier bor i Risskov med ægtemanden. Inden hun for knap fem år siden tiltrådte direktørstillingen på Vejle Musikteater, nåede hun gennem ni år at være programchef og kunstnerisk chef på Musikhuset i Aarhus.