Fortsæt til indhold

Blomster bliver stjålet fra plejehjem: »Det er så lavt og tarveligt«

Plejehjemsbeboer er ked af, at nogen kan finde på at grave dyre stauder op fra plejehjemmets have.

Samfund

Plejehjemsbeboer Vita Jensen nåede ikke at nyde de nyplantede stauder i plejehjemmet Ceres Husets have længe, før en eller flere tyve var på spil. Knap var stauderne, der blev plantet i efteråret, gået i blomst, før de blev gravet op med rødder af ukendte gerningsmænd m/k.

Vita Jensen opdagede det første gang for et par måneder siden. Der var huller der, hvor der ellers var blevet plantet løjtnantshjerte og prydløg.

En enkelt gang har hun siden set en dame være i færd med at grave en blomst op. Vita Jensen råbte hende an, og så forsvandt den ukendte kvinde hurtigt.

»Jeg synes, det er så lavt og tarveligt at stjæle blomster fra en plejehjemshave,« lyder det opgivende fra Vita Jensen.

Hun fortæller, at aftenvagterne på plejehjemmet også har set nogen være i færd med at stjæle stauder.

»Jeg er holdt op med at ærgre mig, for det kan ikke hjælpe noget. Men jeg er ked af det.«

Må gerne gå i haven

Hun viser rundt i den store have på Ceres Allé 15 midt i Aarhus, hvor der er offentlig adgang, men den er tydeligt indhegnet, og man skal igennem en låge for at komme ind.

»Folk må jo gerne gå og nyde det herinde, men de skal lade vores blomster være i fred,« siger Vita Jensen, der mener, at det drejer sig om 12 til 15 planter, der nu er væk.

Og det er ikke nogle helt tilfældige blomster, der er fjernet, fortæller hun:

»Det er kun de smukke og dyre, de hugger, og de har været over hele haven,« siger Vita Jensen, der med sin rollator ofte tager en tur rundt i haven og har påtaget sig en frivillig opgave med at se efter planterne. Blandt andet vander hun for tiden et nysået æbletræ.

»Vi ejer haven og vi betaler for vedligehold af den. Og vi havde glædet os til at nyde de stauder, som vi fik plantet sidste efterår.«

Plejehjemsbeboerne havde faktisk sparet op gennem et år for at få plantet en hel masse nye planter, som skulle pynte i haven.

»Gartnerne gik herude i flere dage sidste år for at lave det. Det har været så flot, men nu ser det noget tomt ud indimellem,« lyder det fra Vita Jensen, der håber, at der med denne artikel bliver gjort opmærksom på problemet, og at nogen måske får dårlig samvittighed.