Jens finder tryghed på plejehjemmet: »Det er jo klart for mig, at det går ned ad bakke. Men det er ikke voldsomt. Det er blidt.«

Dik, dok, dik, dok.

Med øjnene klinet til bordtennisbolden og et fast greb om battet sender Jens den lille runde kugle retur over nettet.

»Sikke en baghånd, du har,« lyder det fra modspilleren, fysioterapeut Kamilla Nørgaard.

»I går smuttede bolden hele tiden fra os,« tilføjer hun.

»Gjorde den? Jeg kan ikke huske det, ha ha,« kommer det fra Jens.

To-tre gange om ugen er 64-årige Jens Møller i træningslokalet på plejehjemmet Skelager, hvor han har boet i snart et år. Han har haft diagnosen Alzheimers sygdom siden 2017, og kunne sidste år ikke længere bo i sin lejlighed alene.

Inden træningen er Jens kommet i sit træningstøj. Med hjælp fra fysioterapeuten Kamilla, der guider ham, så de sorte Puma-bukser vender rigtigt, og Nike-t-shirten ikke driller. Deres træningsprogram, som oftest varer en god times tid, begynder altid med bordtennis.

»Det er dejligt. Det er noget af det, jeg stadig kan.«

Jens Møller har gennem mange år været læge - først i Silkeborg, siden hen på Kommunehospitalet i Tage Hansens Gade og til sidst på AUH i Skejby - indtil sygdommen satte en stopper for hans virke for syv år siden. Alzheimers sygdom udvikles i langt de fleste tilfælde langsomt og snigende, startende med små tegn på glemsomhed, og lige så stille nedbrydes hjernens celler.

Siden Jens flyttede ind på Skelager er der skåret ned for både cigaretter og øl med procenter. Til gengæld er der skruet op for træningen:

»Man skal være i lidt god form. Det var jeg ikke, da jeg kom. Et fysisk vrag, var jeg faktisk,« fortæller Jens.

»Nu træner jeg så tit, jeg kan. Jeg kan virkelig godt lide det. Det giver velvære.«

Op i vægt på maskiner

Jens står af romaskinen. Som regel kommer han op på omkring tre kilometer, og det fungerer som en god opvarmning. Fysioterapeuten Kamilla guider ham rundt til maskinerne og styrer hvor meget vægt, der skal på. Siden han begyndte at komme i træningslokalet, er han gået op i vægt på alle maskinerne.

En maskine, der især træner lårmusklerne, bliver indstillet til 45 kg. Så kommer Kamilla alligevel i tvivl:

»Kan du huske det? Jeg mener altså, det er 45 kg.«

»Jeg kan ikke huske det i hvert fald,« lyder det med et grin fra Jens.

Selvom han normalt nyder at have folk omkring sig på plejehjemmet, så får han mest ud af træningen, når det blot er ham og fysioterapeuten:

»Jo, for jeg er jo den yngste beboer her, og vi er bare på lidt forskellige niveauer,« forklarer Jens og afslutter sine rygøvelser.

Nu vil Kamilla have ham ned i den anden ende af træningsrummet, ned til en af yndlingsøvelserne.

»Hvad er det nu, der er det sjoveste herinde til træningen?« spørger hun Jens.

Han tøver.

»Så har jeg lige glemt det,« siger han.

»Hvad er det, vi gør derovre i barren?« spørger Kamilla og peger.

»Nå, ja, balancen,« husker Jens.

Et vederkvægende bad

I den første tid på Skelager tog Jens altid selv et bad om morgenen. Nu har han brug for hjælp, såkaldt verbal guidning, så han ved, hvad han skal gøre.

»Ellers kommer jeg i tvivl om, hvad jeg skal,« erkender Jens.

Badet tager ikke mere end 10 minutter, men det betyder alverden for Jens, at han fortsat kan få det bad hver eneste dag, næsten uden undtagelse:

»Jeg tror, det er sjældent, at jeg ikke får det. Det er så vederkvægende. Og så er det lige meget, om klokken er 11 eller 12, bare jeg får det bad.«

Han glæder sig over, at plejehjemmet har mulighed for at efterkomme hans ønske om den daglige brusetur.

»Det er en kæmpe succes. Jeg vil ønske, at alle kunne få det. Hvis de vil altså.«

Ord forsvinder

Ordene svigter Jens indimellem. Han leder efter dem, og må ofte finde en anden måde at udtrykke sig på.

»Det er genesen for sygdommen, der træder frem. Men jeg lader være med at martre mig selv med det,« siger Jens og tilføjer:

»Det er jo klart for mig, at det går nedad bakke. Men det er ikke voldsomt. Det er blidt.«

Jens forklarer, at dagsformen svinger. Der kan være dage, hvor selv de mest simple sætninger driller.

»Når jeg er lidt stresset eller irriteret, så er det værre. Men jeg har det jo godt, og jeg kan kompensere ved at finde andre ord. Der har sygdommen jo på mange måder været god ved mig. Velvidende at det går én vej. Jeg er fortrøstningsfuld med den her sygdom.«

Når ordene og hukommelsen svigter, har Jens udover personalet også en ven på plejehjemmet, som kan træde til. Niels Christian har også fast plads over for Jens ved spisebordet:

»Niels er second-to-none. Det er helt smukt. To gamle mænd, og vi har det så godt sammen. Selvom vi har hver vores at slås med. Han sørger altid for, at der er sat noget frem til mig, så jeg kan finde ud af det,« forklarer Jens.

De to har også en fælles interesse for at se fodbold:

»Han har styr på, når der er fodbold, vi skal se. Det er så dejligt, at man kan vifte alting væk, så er der nogle, der ordner det,« siger Jens i erkendelse af, at hans egen hukommelse svigter.

»Niels har en god pære. Han er øhhm,« siger Jens og banker let på tindingen med pegefingeren:

»Helt klar i hovedet,« kommer det efter en lille pause.

»Og han hjælper mig med mange ting.«

Hen i den sorte

I træningslokalet placerer Kamilla en ærtepose ovenpå Jens’ ene fod. Så skal den kastes i en lille, sort kasse lidt længere fremme.

»Så kaster jeg hen i den røde,« lyder det spørgende fra Jens.

»Hen i den sorte,« forklarer Kamilla.

Efter et par kast, lyder det igen fra Jens:

»Og så hen i den røde?«

»Hen i den sorte,« guider Kamilla igen.

Hun må gentage det endnu nogle gange inden for få øjeblikke.

»Nå, ja,« siger Jens med et smil.

Flere gåture

På Skelager er der ofte aktiviteter, som Jens deltager i. Han nævner blandt andet koncerter, filmaftener og sang.

»Det er et meget socialt sted. Der er ofte guitar- eller klaverspil, og jeg har for nylig været til sang med dygtige entertainere.«

Han føler sig i gode hænder og roser personalet.

»Jeg er meget tryg her. Livet slutter bestemt ikke, fordi man kommer på plejehjem. Der er altid nogen, og de er flinke til at hjælpe mig. Det giver en god basis.«

Jens fremhæver sine gåture med en af ergoterapeuterne.

»Ja, hun er så rar at gå med. Det er de allesammen. Jeg er helt sikkert glad for at bo her.«

En ting, som Jens savner, er dog at komme ud på endnu flere gåture.

»Der er lidt langt mellem gåturene. Jeg vil jo gerne ud at gå hver dag. Det er det eneste, jeg kan savne. For det er ikke altid, at der er tid til det. Selvom de er meget søde til at gå en tur med mig.«

Det er tit om aftenen, at en gåtur kan passes ind:

»Sosu’erne har tit tid til en gåtur om aftenen. Det er dejligt.«

Jens har også fået en besøgsven, Bjarne, som kommer hver tirsdag. Og så står den på en tur rundt i området.

»Og så får jeg jo ofte besøg af familie og venner, som gerne vil ud og gå lidt, så jeg er privilegeret.«

Blevet et hjem

Når Jens’ familie er på besøg sidder de ofte og får en alkoholfri øl sammen på terrassen, hvis vejret er til det. Familien har været meget glade for Jens’ første år på Skelager.

»Vi hører jo ofte om plejehjem, der får kritik i medierne, og noget af det, er sikkert også berettiget, jeg må bare sige, at vi oplever det stik modsatte,« fortæller familien.

De oplever et personale, der er omsorgsfulde og gør alt, hvad de kan for at imødekomme Jens’ ønsker.

»Han siger jo også, at nu vil han gerne hjem, når han har været på besøg hos os. Så Skelager er helt klart blevet et hjem for ham, og det er personalets fortjeneste.«

Familiens besøg kaster også altid en gåtur af sig. Det er efterhånden blevet fast rutine med en tur over i Føtex i det nærliggende Skejbycentret.

»Det ser jeg altid frem til. Både gåturen og også at kunne komme lidt ud at handle,« siger Jens.

Jens kommer ellers ikke så meget ud længere. Sidste år gik han til fodbold på et hold særligt for personer ramt af en demenssygdom.

Nu siger det ham ikke rigtigt noget længere.

»Jeg kan ikke rigtig spille, som jeg kunne engang. Så vil jeg hellere lave noget, som jeg rent faktisk stadig kan.«

Der var den

Ærteposen placeres igen på Jens’ fod og med et velplaceret løft med benet, stryger posen ned i den sorte kasse.

Jens vender tommelfingeren opad:

»Bingo. Der var den.«