Jens på plejehjem: »Det er heldigt, at jeg har et lyst sind«

I den fjerneste ende af fitnessrummet sidder en ældre dame og laver rygøvelser på en af maskinerne. Jens begynder at gå hen mod hende.

»Jeg skal lige se, om det er en, jeg kender.«

»Vi kender ikke hinanden, vel?, spørger han, da han er henne ved den fremmede kvinde.

»Nej, det tror jeg altså ikke,« svarer hun.

»Nå, jeg prøvede,« lyder det fra Jens med et skævt smil.

64-årige Jens Møller viser rundt på det, der er blevet hans nye hjem, Skelager Plejehjem.

»Jeg må suverænt være den yngste. Det er jo virkelig et alderdomshjem. De fleste sidder og mimrer. Dem kan man ikke rigtig snakke med. Og langt de fleste kan ikke gå over 20 meter. Men man finder jo hurtigt ud af, hvem man kan tale med,« siger Jens og går ind på spisestuen, hvor kun en enkelt sidder i kørestol med ryggen til.

»Vi har faste pladser. Man skal ikke sætte sig et andet sted. Jeg sidder altid derovre ved vinduet,« siger Jens og peger.

En anden beboer, der hedder Niels Christian, sidder over for Jens, når de spiser.

»Vi driller hinanden. Altså bare for sjov. Det er altså rigtig godt, at man kan det. Specielt når der ikke er så mange andre, der siger noget.«

Jens Møller blev ramt af Alzheimers i 2017 og har siden da oplevet, at sygdommen lige så stille bliver mere og mere dominerende. Han måtte sige farvel til et langt arbejdsliv som læge, og midt i juni i år måtte han flytte fra sin lejlighed tæt på Vesterbro Torv og til sin nuværende bolig på plejehjemmet. Det gik ikke længere at bo alene.

I det nye hjem bor han nu på godt 30 kvadratmeter med tekøkken, spisebord, stue og soveværelse i et stort rum.

»Jeg er meget glad. Jeg kunne ikke have det ret meget bedre her,« kommer det uden tøven.

Hans lillebror, Hans, hjælper ham undervejs i interviewet. Når ordene svigter og årstal og datoer flyder ud i hinanden.

»Jeg kan lave en aftale, og så kan den være væk i løbet af tre minutter. Så hurtigt går det,« siger Jens eftertænksomt.

»Men alligevel så kan jeg huske rigtig mange ting, der ligger langt tilbage. Jeg kunne også godt huske, at du skulle komme i dag.

Og du kan huske, at vi har talt sammen tidligere?

»Ja, det tror jeg, at jeg kan huske i hvert fald.«

Han klynker på ingen måde. Han har accepteret, at det nu engang er sådan, det er. Han indretter sig efter sygdommen.

»Jeg plejer ret hurtigt at sige til folk, at jeg muligvis hurtigt har glemt, hvad vi har talt om, eller hvad vi har aftalt. Det er faktisk rart at få det sagt, hvis det er nogen, der ikke kender mig så godt. Andre gange kan jeg deltage i en samtale, som om jeg var helt normal. Det er sådan lidt op og ned. Det, der er så heldigt for mig, er, at jeg har et lyst sind, og hvis der er noget, jeg bakser med, så er jeg god til at bede om hjælp.«

Skrap kost

De første dage efter Jens lige var flyttet ind på Skelager var hårde, fortæller han åbenhjertigt.

»Det var skrap kost. Jeg havde slet ikke lyst til at være i de her nye omgivelser. Jeg ville meget gerne tilbage til lejligheden, selvom jeg godt vidste, at det var et no-go. Jeg tror, det var afmagt. Jeg synes, at jeg var kørt ud på et sidespor. Jeg var panisk, eller tæt på i hvert fald, når jeg ikke kunne finde ud af, hvem jeg kunne gå hen til for at få hjælp. Det skulle jeg lige synke to gange. Jeg var lige lidt træt af det hele.«

Efter nogle dage så lettede det.

»Jeg har fundet en enorm tryghed i at være her. Jeg kan overskue hele lejligheden her. Jeg kan få hjælp med det samme. Jeg har endnu ikke haft behov for at trykke på nødkaldet, men det er rart at vide, at det er der.«

Det var også meget svært for Jens at finde rundt på plejehjemmet i begyndelsen. Han går stadig ikke selv længere væk, end ud på gangen lige uden for hans dør.

»Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man har valgt at have den arkitektur, der er næsten skræmmende. Det er godt nok forvirrende og svært at finde rundt i. Efterhånden kan jeg bedre finde vej. Men personalet kommer stadig og henter mig, når vi for eksempel skal spise, og det er egentlig rart.«

Han er dog meget glad for indretningen af haverne, hvor der rundt omkring står flere store og naturtro figurer af krondyr:

»Er de ikke flotte? Dem kan jeg meget godt lide.«

Taler højt med sig selv

Hans sprog er blevet noget dårligere, mener Jens. Han tager nogle små pauser indimellem og dvæler somme tider ved ordene:

»Det er noget dårligere siden sidst. Jeg skal lede efter ordene. Nogle gange i hvert fald. Og nogle gange går jeg i stå og kan ikke huske, hvad jeg var i gang med at sige. Sådan har jeg ellers aldrig haft det. Jeg var god til sprog.«

Hvis et ord glipper, er han god til at finde en anden måde at sige tingene på. Samtalen er vigtig for Jens, der er meget social af natur. Hvis ingen af de andre plejehjemsbeboere kan føre en samtale, så taler han med personalet.

»Jeg får tit en snak med sosu’erne. Det er jo tit, at de kommer fra steder i Afrika og har levet under forhold, der er meget fjernt fra vores. Det, synes jeg altid, er spændende at høre om. Jeg har fået en bredere horisont. For det de har været i gennem - det er ikke småting.«

Særligt om aftenen tager han gerne en snak med nogle af plejerne:

»De fleste af de gamle beboere er lagt i seng der ved 21-tiden, men så kan jeg tale sosu’erne. De har næsten altid tid til at snakke lidt.«

Selv hvis han er alene på sin stue, træner han sit sprog.

»Jeg taler tit højt med mig selv for at holde mit sprog i gang. Det er rigtig dejligt, at jeg stadig har sproget, selvom jeg oplever, at det bliver sværere og sværere for mig. Så det er bare med at blive ved med at tale.«

Familien er med

I hans nye hjem er der også blevet plads til noget af hans bogreol. Stadig fyldt godt op med bøger. Men i dag kun til at kigge på.

»Jeg kan ikke rigtig læse længere. Det går ikke. Men det betyder meget for mig, at jeg kan se nogle bøger. De bøger, som jeg har kigget på i mange år.«

I dag står der dog ikke længere lægefaglig litteratur i reolen:

»Nej, jeg skal ikke give nogle gode råd længere. Det skulle da kun være at holde fanen højt.«

Et stort, abstrakt maleri med stærke farver hænger over Jens’ seng. Det var en af de ting, han vidste, han ville have med, da den højloftede tre-værelseslejlighed skulle blive til en et-værelses:

»Det billede købte min afdøde kone engang for måske 20 år siden. Jeg synes, det hænger rigtigt godt der. Jeg er meget glad for det, for det minder mig om den sidste tid, vi havde sammen ude på hospice, inden hun døde,« siger Jens.

Hustruen døde i 2018 - et år efter, at Jens havde fået konstateret Alzheimers.

Oven på bogreolen står der indrammede familiefotos, blandt andet af hans to - i dag voksne - døtre.

»Mine to tøser,« siger han med stolthed.

Familien betyder meget for Jens, og han er meget taknemlig for al den hjælp, han får.

Jens’ storebror, Niels, har endda haft sine børnebørn med på plejehjemmet, hvilket skabte stor glæde - også for andre af beboerne.

»Det var en stor succes hos de gamle. Jeg har også haft de små på armen flere gange. Men bare det at se de børn og se dem udfolde sig. Med gråd og det hele. Det er skønt.«

Også lillebror kommer ofte på besøg.

»Hans var her også forleden med sine to gravhunde. Det var også godt,« siger Jens og tilføjer:

»Jeg føler mig meget privilegeret ved at have så god en familie. Det er ikke alle, der har det. Det mærker man virkelig, når man kommer ud i sådan en krise, som det er, når sygdom rammer. Jeg har altid kunnet ringe til nogen.«

Uventet besøg

Pludselig en dag stod hans gamle læsegruppe fra medicinstudiet uden for hans dør. Dem havde Jens ikke set i mange år. Han genkendte dem dog straks.

»Lige pludselig en dag stod de der. Jeg kunne virkelig huske dem. Jeg kørte nok lidt på frihjul dengang. De var mere arbejdsomme. Det var et godt match, for vi havde det rigtigt godt sammen.«

Og de havde taget Jens’ favorit-øl med.

»De kunne ovenikøbet huske, at jeg kunne lide blanc øl. Det var så dejligt. Vi snakkede i meget længere tid, end jeg plejer at gøre.«

En dag var Jens’ gamle hjemmehjælper, Karina Andersen, også på besøg. Det havde hun lovet ham, at hun ville.

»Det er lige før, jeg savner hende. Hun er second to none,« siger Jens om sosu-assistenten, som kom fast i hans gamle lejlighed på Vester Allé.

På plejehjemmet har han fundet et par stykker blandt beboerne, som han kan snakke med. Og selvom de er noget ældre end ham, så generer det ham ikke.

»Alder er jeg ligeglad med. Jeg kan godt lide at snakke med alle. Og udover Niels Christian så er der en kvinde, som har været ansat på Amtssygehuset, som jeg snakker godt med. Jeg tror, jeg kan huske hende lidt fra Amtssygehuset, men jeg kom jo mest på KH (Kommunehospitalet, red.). Hun ryger også ligesom mig, så der har vi et fællesskab.«

Går mange ture

To-tre gange om ugen er Jens henne i plejehjemmets fitnessrum.

»Der kommer en fysioterapeut og træner med mig. Og det er rigtig godt. Men det kunne da være rart, om der var andre beboere, der var lidt på samme niveau som mig.«

Derudover går han mange ture både indenfor og ude i haven omkring plejehjemmet. Dog altid sammen med en plejer, så han ikke farer vild. Han deltager også gerne i de arrangementer, der er på plejehjemmet.

Et højdepunkt i ugen er fredag formiddag, når han spiller fodbold. På et hold, som Demensfællesskabet Østjylland står for i samarbejde med Alzheimerforeningen. Lillebroderen kører ham ned til ASA’s baner i midtbyen.

»Det er så godt. For der er altid nogen at snakke med. Og så slutter vi af med frokost. Det er altid berigende,« siger Jens.

Jens og Hans følger undertegnede journalist fra lejligheden og tilbage til plejehjemmets hovedindgang. Selv for en, der ikke lider af Alzheimers, er arkitekturen noget forvirrende.

Ude på gangen er der en slående lugt af urin. En lugt, der også var der en time tidligere. Men det generer ikke Jens.

»Det er måske, fordi jeg har været læge, og da jeg læste, arbejdede jeg også som sosu-hjælper. Det er naturligt nok, at det lugter. Sådan er det på et plejehjem.«

Jens og Hans sætter kursen mod det nærliggende Føtex i Skejby Centret, som de ofte gør, når Hans er på besøg:

»Vi går en tur over og handler lidt. Det er også rart at gå med nogen, der går i et godt tempo.«