Fortsæt til indhold

Karin Salling indvier idrætscenter i Aarhus-forstad

Lystrup Idrætscenter er blevet moderniseret for 36 millioner kroner, og Karin Salling klipper snoren og indvier centeret på torsdag.

Aarhus
ksa

Den 8. februar 2023 blev første spadestik taget til byggeriet af Lystrup Idrætscenter version 2024.

På dette tidspunkt så man frem til, at den første del kunne tages i brug til forårssæsonen 2024, hvilket også skete for springhallen og spejlsalen. Og så skulle resten af byggeriet stå klart til efterårssæsonen 2024.

»Nu er vi nået til, at vi kan markere, at hele byggeriet er færdigt og klar til at blive taget i brug,« siger Lauge Dehn i en pressemeddelelse.

Lauge Dehn. Foto: Privat

Han er formand for Andelsforeningen Lystrup Idrætscenter.

Lystrup Idrætscenter blev bygget i 1973, dengang som Lystruphallen. Navneskiftet fandt sted i forbindelse med en udvidelse i 1990.

Andelsforeningen Lystrup Idrætscenter er en selvejende institution, som ejer og drifter idrætsfaciliteter i Lystrup Idrætscenter, der nu har fået en markant facade mod Lystrup Centervej og en ny foyer.

»Vi har fået en helt ny forbygning, der indeholder opvarmningsrum, lokale til spinning, opbevaringsrum, et fitnesscenter i to etager, kontor og mødelokaler samt en helt ny café,« lyder det fra formanden.

Det skal være slut med, at gæster bliver mødt af en stor rød mur, når de ankommer til Lystrup Idrætscenter. Foto: Privat

Den endelige pris på moderniseringen er 36 millioner kroner. Aarhus Kommune har doneret ni millioner kroner til projektet, mens Salling Fondene har givet fem millioner kroner.

Indvielsen finder sted torsdag 15. august klokken 14, hvor snoren til de nye faciliteter vil blive klippet efter talerne.

Snoren vil blive klippet af Karin Salling og rådmanden for Kultur- og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV).

Det var også denne duo, der foretog det første spadestik for halvandet år siden.

Projektet kan ses på www.lystrup-idraetscenter.dk.