Forventer rekordmange krydstogtgæster i Aarhus: Så mange skibe slukker de forurenende dieselmotorer i havnen
Aarhus Havn oplever, at krydstogtrederierne tager den grønne omstilling alvorligt, men det er langtfra alle, som benytter sig af havnens landstrømsanlæg.
Det er Aarhus Havns forventning, at man i år når en ny rekord med over 240.000 udenlandske krydstogtgæster, hvilket dog ikke skyldes flere anløb, men at større skibe har Aarhus som destination. Men selvom muligheden for landstrøm er til stede i Aarhus, så er det ikke alle krydstogtskibe, som slukker for de brummende og forurenende dieselmotorer, når de ligger til ved krydstogtkajen på havnen.
Siden de første krydstogtskibe anløb havnen i begyndelsen af året og til nu, har 62,5 pct. af krydstogtskibene tilkoblet sig det, som er landets første landstrømsanlæg, oplyser Aarhus Havn. Ifølge Carsten Kruse, som er kommerciel direktør hos Aarhus Havn, skyldes det dog ikke modvilje fra rederierne, når de lader skibenes motorer genererer strøm fremfor det nye anlæg.
»Der har været 25 pct., der ikke har kunnet tage landstrøm, mens der har været få skibe, der kunne tage imod landstrømmen, men som ikke har gjort det. I de tilfælde har det været grundet tekniske fejl på enten skibet eller anlægget, og det bunder altså ikke i uvilje. Vores oplevelse er, at skibe, der kan tage landstrøm, vælger at gøre det,« fortæller han i et skriftligt svar.
Stigende interesse
Anlægget blev taget i brug i juni sidste år, hvor knap halvdelen af krydstogtskibene ved årets udgang havde tilkoblet sig det.
»Siden har vi oplevet en stigende interesse for den grønnere energi, når de ligger til kaj her i Aarhus. Vi forventer fortsat, at op imod 75 pct. af de krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen, har været tilkoblet landstrømsanlægget, når året er slut. Det er vi ret tilfredse med her i det første hele år, hvor landstrømsanlægget er taget i brug,« fortsætter Carsten Kruse i det skriftlige svar.
Siden januar i år er skibe, som ikke tilkobler sig landstrømsanlægget, blevet pålagt en afgift på mellem 50.000 og 75.000 kr. pr. krydstogtskib – afhængigt af hvor stort det er. På nuværende tidspunkt har Aarhus Havn ikke oplevet, at der er rederier, som har valgt at sejle forbi Aarhus af den årsag.
»Vi har i hvert fald ikke hørt om det, hvis det skulle været tilfældet. Afgiften blev indført for at sende et signal om, at vi tager den grønne omstilling alvorligt her i Aarhus. Det er et emne, som også bliver taget alvorligt blandt rederierne, og hvis skibene har infrastrukturen om bord til at tage landstrøm, så er det jo som regel med henblik på at gøre det. Vi oplever, at rederierne har et stort ønske om at være både grønnere og til mindst mulig gene, når de ligger til kaj,« lyder det fra den kommercielle direktør.