Fortsæt til indhold

Var træner for 15-årig pige, der døde af kræft: Gentager velgørenhedsevent for syge og sorgramte børn

Indehaver af lokalt bilplejecenter gentager event, der første gang indbragte 75.250 kroner.

Aarhus

For to år siden overrakte Henrik Pilgaard en stor check på 75.250 kroner til børneafdelingen på Aarhus Universitets Hospital, som brugte pengene på indkøb af nye TV-skærme til glæde for indlagte børn.

De mange penge havde Henrik Pilgaard samlet ind til et velgørenhedsarrangement ved hans firma, Hinnerup Bilcenter. Indehaveren havde igennem sit netværk fået en række bilentusiaster til at møde frem i luksusbiler og køre en tur med gæsterne, der betalte 150 kroner for en tur.

Der kom flere hundrede gæster, og der blev kørt rigtig mange ture, så arrangøren kunne glæde børneafdelingen med den store donation.

»Folk synes, det var et rigtig godt arrangement, især at det er ren velgørenhed, hvor alle indtægter går ubeskåret til formålet,« fortæller Henrik Pilgaard.

Skyggebørn

Mange gæster opfordrede ham til at gentage arrangementet, hvilket han har valgt at gøre i år. Konceptet er det samme, men denne gang vil der både blive samlet ind til syge børn på sygehuset i Skejby samt organisationen Skyggebørn, der støtter børn og unge, der har mistet en forælder eller lever med en forælder med en livstruende sygdom.

»Jeg kender en, der arbejder frivilligt for Skyggebørn, og de mangler midler til at gøre ting for børnene, som jeg gerne vil støtte,« fortæller Henrik Pilgaard.

Merle

Baggrunden for eventen for to år siden var, at han var hjælpetræner for et pigefodboldhold, hvor en af pigerne, 15-årige Merle Birkefeldt, havde kræft og døde af sin sygdom. Henrik Pilgaard stod overfor at skulle fejre jubilæum for sin virksomhed, men valgte i stedet at arrangere en velgørenhedsevent til fordel for syge børn.

»Jeg har selv børn, og det påvirkede mig meget, at en pige på kun 15 år døde, så fremfor at holde et klassisk åbent hus, hvor jeg ville få gaver, ville jeg hellere vende det om og give noget væk.«

Dagen for velgørenhedsarrangementet for to år siden viste sig tilfældigvis at være Merle Birkefeldt fødselsdag, hvor hun ville være fyldt 16. Hendes familie havde besøgt gravstedet på kirkegården og kom derefter over til arrangementet hos Hinnerup Bilpleje.

»Det var meget bevægende. Merles bedsteforældre donerede et beløb, og hendes stedfar kørte en af bilerne og var med til at samle ind.«

Biler, hygge og mad

Velgørenhedsarrangementet ved Hinnerup Bilcenter, Læsøvej 9A, finder sted lørdag 7. september klokken 11-16. Henrik Pilgaard har igen i år trukket på sit netværk blandt erhvervskunder og venner og fået en del bilentusiaster til at komme og køre ture i nabolaget med gæsterne for typisk 150 kroner.

Anton fik til velgørenhedsarrangementet for to år siden en tur i en fancy Chevrolet med Jesper Damgaard bag rattet. Privatfoto

I år kan gæsterne blandt andet møde bilentusiasten Niels Becker, der er kendt for bil-TV konceptet High on Cars på YouTube.

Der vil også være en hoppeborg til børnene, så man opfordres til at tage hele familien med til en hyggedag, hvor man også kan købe mad og drikkevarer.