Det er snart tid til vaccinationer mod influenza og covid-19
Fra 1. oktober er der mulighed for vaccinationer, hvis du er fyldt 65 år eller er særlig sårbar.
De kolde måneder står for døren, og det betyder, at vi går et vinterhalvår i møde med flere luftvejsinfektioner som for eksempel influenza og covid-19. Alder er den altoverskyggende risikofaktor for, om man bliver alvorligt syg, og derfor modtager alle, der er fyldt 65 år, en invitation til at booke tid til vaccination. Det er muligt at blive vaccineret fra 1. oktober. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Borgere over 85 år modtager invitation fra 10. september, borgere mellem 74 og 84 år modtager invitation fra 16.-17. september, og borgere mellem 65 og 74 år modtager 23.-25. september.
Når man har modtaget sin invitation, kan man booke tid til vaccination på www.vacciner.dk.
Særlig sårbare
Personer under 65 år med en kronisk sygdom eller særlige tilstande, der gør, at de er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af covid-19 eller influenza, er også omfattet af det gratis vaccinationsprogram.
Borgere med kronisk sygdom eller særlige tilstande som for eksempel svært nedsat immunforsvar, hjerte-kar-sygdom eller lungesygdomme som KOL eller astma modtager ikke en invitation til vaccination, men kan bestille tid fra 26. september via en tro -og loveerklæring på www.vacciner.dk
»Sæsonvaccination er et rigtig godt tilbud til borgere, der er i særlig risiko for alvorlig sygdom. Jeg håber, at flest mulig vil tage imod tilbuddet, så man både passer godt på sig selv og sine nærmeste,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Vaccinationssteder
Region Midtjylland etablerer regionale vaccinationscentre i alle midtjyske kommuner. Samtidig er der indgået aftale med Danske Lægers Vaccinations Service om at understøtte indsatsen. Det betyder, at der samlet vil være over 70 vaccinationssteder i den midtjyske region.
Et kort over vaccinationssteder kan findes her.
Region Midtjylland vil også i år, i samarbejde med blandt andre kommunerne, sikre vaccination af borgere, som skal vaccineres i eget hjem eller på plejehjem.
Vaccinationerne gives i perioden 1. oktober til 20. december, og borgerne har dermed god tid til at tage imod tilbuddet.
Region Midtjylland opfordrer i pressemeddelelse til at væbne sig med tålmodighed, hvis man oplever udfordringer med at finde tid til vaccination online eller med at komme igennem på booking-telefonen i de første dage.