1.500 nye aarhusianere vil stimle sammen på Dokk1 når kommunen byder velkommen
Kommunens velkomstarrangement for nye aarhusianere, ventes lige så velbesøgt som i fjor.
Det kan være sin sag at komme til et nyt land og skulle etablere en ny hverdag.
Det ved man hos Aarhus Kommune, og derfor laver de et større arrangement ud af at velkomme de nytilkomne aarhusianere, der ikke bærer et rødebedefarvet pas.
Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.
Aarhus City Welcome finder sted på Dokk1 lørdag den. 14. september i tidsrummet 10 til 15. Her vil det være muligt at få al relevant information, så man kan skabe sig et godt liv i Aarhus. Og så er det selvfølgelig nærliggende, at gæsterne møder hinanden og møder ligesindede.
»Jeg er selv tilflytter, og det ligger mit hjerte nær, at vi giver alle den bedst mulige start på livet i vores fantastiske by. Derfor er jeg både glad og stolt over, at vi kan tilbyde vores mange nye aarhusianere et stærkt fællesskab, som Aarhus City Welcome repræsenterer. Vi ved, at også internationale nytilflyttere har brug for relationer for at trives og føle sig som en del af byen, og det giver vi dem blandt andet hjælp til at finde her,« udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Aarhus City Welcome er målrettet alle udenlandske borgere i Aarhus, herunder internationale studerende, undervisere, ledsagere, børn med flere.
Har man børn med hen på Dokk1 kan man lade dem passe i »Children’s Corner«, hvor internationale pædagogstuderende fra VIA University College byder inden for i en verden af sokkedukker og historiefortællinger.
Arrangementet blev også afholdt i 2023. Her var der cirka 1.500 deltagere fra 97 forskellige lande. 98 pct. skulle ifølge en undersøgelse være klar til at anbefale andre at deltage i arrangementet i år.
Det er gratis at deltage, men det kræver en tilmelding.