Fortsæt til indhold

Den Gamle By: Bogfestival er i år med knæhøj karse og konkurrence i at fortælle gode historier

Forfattersamtaler i Historien Lever med Clement Kjersgaard bliver i år med kodylfed 1970'er-stemning, ølsmagning, storyslam og livemusik.

Aarhus

Den første weekend i oktober er der igen i år bogfestival, Historien Lever, med kendte forfattere der taler med ruller Clement Kjersgaard.

Han er vært sammen med historiker Dorthe Chakravarty. De får besøg af blandt andre museumsinspektør Jeanette Varberg, den historiske forfatter Sara Alfort og aarhusianske Svend Åge Madsen.

Clement Kjersgaard er vært ved bogfestivalen, Historien Lever, og møder blandt andre museumsinspektør Jeanette Varberg og aarhusianske Svend Åge Madsen. Foto: Den Gamle By

Som noget nyt kan deltagerne også opleve ølsmagning, historisk brætspil om 2. verdenskrig og story slam.

Den Gamle By er kendt for at være et levende museum, hvor man kan sanse tiden. Det skal man også kunne, når man er med til noget så intellektuelt og forholdsvis stilfærdigt som en bogfestival. Derfor bliver der masser af liv på de toppede brosten rundt omkring festivalen.

Man kan høre formiddagsjazz og 1970’er-musik med Dylan Duo. Man kan slå sig ned i bløde lænestole fra samme årti i et hjørne indrettet som dengang og mærke knæhøj karse og kodylfed stemning.

Der bliver også motion for smilebåndende, når konservator Nynne Raunsgaard Sethi fortælle historier fra Den Gamle Bys bevaringsarbejde med humoristisk vinkel.

Mika Vandborg til venstre og Claus Corfixen har lavet verdens første paratvidenspil om 2. Verdenskrig. Og de fortæller om det i Den Gamle By. Pressefoto

Man kan mærke tiden omkring 2. Verdenskrig, hvis man kaster sig over brætspillet World War II Trivia Game. Det er udviklet af Mika Vandborg og Claus Corfixen, som er til stede.

De måtte på få uger melde udsolgt, da det udkom. Mika Vandborg er musiker og har bl.a. spillet sammen med Love Shop, Claus Hempler, Dicte, Ida Nielsen opg Gnags. Claus Corfixen lancerede brætspillet ”Korsbækspillet” sammen med DR.

84-årige Svend Åge Madsen har et langt forfatterliv og blandt meget andet science fivtion-agtige romaner bag sig. Arkivfoto: Martin Thomas Ford

Det er også muligt at opleve ord og fortællinger som en konkurrence. Teater Katapult stiller op med sin fortløbende fortælledyst, StorySlam. Det er en konkurrence i at fortælle sjove, alvorlige og skæve historier på fem-seks minutter.

Bogfestival byder desuden på overrækkelse af den såkaldte Erik Kjersgaard Pris, der har til formål at fremme interessen for velfortalt historieformidling.

Prisen er opkaldt efter den anerkendte historiker Erik Kjersgaard, der i en menneskealder formåede at sætte historien i spil og gøre den levende. Erik Kjersgaard arbejdede ved Nationalmuseet, Danmarks Radio og som direktør i Den Gamle By fra 1982 til 1995.

Bogfestivalens vært Clement Kjersgaard er hans søn, der voksede op i Den Gamle By

Historien Lever foregår 5. og 6. oktober.