Strandkro lukker efter tragisk ulykke
Kromand Christian Gram omkom for knap en måned siden. Nu lukker hans livsværk Gl. Løgten Strandkro
Gl. Løgten Strandkro lukker.
Det meddeler kroen på Facebook.
»Det er med stor sorg i hjertet at vi nu bliver nødt til at lukke kroen. Vi siger tak til alle vores dejlige gæster for jeres besøg hos os,« lyder den kortfattede besked.
Lukningen sker, efter kromand og ejer af Gl. Løgten Strandkro Christian Gram i slutningen af august omkom i en tragisk drukneulykke.
Kromanden blev fundet død 30. august, efter politiet havde igangsat en eftersøgning, da en tom båd drev i land.
Politiet formoder, at han er faldet over bord, da han var ude at fiske alene.
Christian Gram blev bisat fra Helligåndskirken i Aarhus 13. september.