Sigrid tager telefonen, når livet ser sortest ud: »Det vi kan er at stille os til rådighed som mennesker«
Livsliniens frivillige er blandt de fem nominerede til Idun-prisen. Sigrid Vest Arler er en af de frivillige, der tager den svære samtale med selvmordstruede, sådan at de kan mødes af et rigtigt menneske.
Nederst i artiklen kan du stemme på din favorit til Idun-prisen 2024
Er livet svært, så hjælper det at tale med nogen. Er livet så svært, at man faktisk slet ikke har lyst til at være i live længere, så kan Livslinien være den ”nogen”, man taler med.
I den anden ende af telefonen sidder nemlig i Aarhus-afdelingen knap 50 frivillige, der taler med dem, hvor livet ser allermest sort og uoverskueligt ud. Frivillige, der nu er nomineret til Idun-prisen for deres frivillige arbejde. En af dem er Sigrid Vest Arler, der har været frivillig hos Livslinien i halvandet år.
Hun har lavet meget frivilligt arbejde gennem sit liv, og nu er det altså Livslinien, der nyder godt af hendes kompetencer og frivillige arbejdskraft.
At det er et meget alvorlige og svære samtaler, frivilligvagterne består i, går hende ikke på. Tværtimod.
»Jeg tror, det er nemmere at holde motivationen, hvis noget er lidt svært. Jeg arbejder til dagligt på et hospital, så jeg er vant til at arbejde i det der felt, hvor ting er svære. Også komme ud dér, hvor man ikke kan løse problemet. Og dét tror jeg i virkeligheden er det sværeste ved at være her,« siger Sigrid Vest Arler.
Opkaldene spænder bredt, men fælles for dem er, at det er mennesker, der har brug for at tale med nogen om, hvad de går rundt med.
»Der er nogen, der bare trænger til nogen at snakke med. Hvor det jo bare handler om at være menneske til menneske. Og så er der dér, hvor det er helt vildt svært. En, der for eksempel er i gang med selvmord. Og det kan være svært at få dem overtalt til, at man godt må ringe efter hjælp til dem,« fortæller Sigrid.
Sværest for hende er det næsten, når det er de pårørende, der ringer ind.
»Det er nemmere for mig at sætte sig ind i, hvordan de har det. Det kan godt komme lidt tættere på.«
Sigrid Vest Arler er frivillig for Livslinien, både fordi hun selv får en masse fagligt ud af det; undervisning, efteruddannelse og kollegial sparring, og så selvfølgelig, fordi formålet giver mening for hende.
Hvad betyder frivillighed for dig?
»Jeg kan godt lide tanken om, at vi har et samfund, hvor vi allesammen hjælper med det, som vi nu har.«
Og netop de frivillige er et vigtigt element for Livslinien.
»Det betyder rigtig meget for dem, vi snakker med, at de møder et menneske, og ikke et system. Mange af dem er jo i kontakt med behandlingssystem eller deres kommune, eller hvad det nu kan være, og får den hjælp, de nu skal have der. Men det, som vi kan tilbyde, det er menneskelighed. Altså et menneske at tale med. Så vi går jo aldrig ind og laver terapi eller i den boldgade. Men det, vi kan, det er, at vi kan stille os til rådighed som mennesker, for nogen, som har brug for nogen at tale med,« siger Sigrid Vest Arler.
Og dér kan frivilligheden være særlig, fordi vi er her, fordi vi vil.
»Og dér kan frivilligheden være særlig, fordi vi er her, fordi vi vil.«
Derfor er hun også meget glad for nomineringen til Idun-prisen og den opmærksomhed, der følger med.
»Opmærksomheden omkring Livslinien er godt både for kommende frivillige, men også for dem, der har brug for vores hjælp. Både fordi, at det giver mulighed for at få flere frivillige. Og vi har jo altid alt for mange opkald eller kontakter på chat og mail, vi ikke har tid til at besvare.«
Og så er det rart med anerkendelse af Livsliniens frivillige arbejde.
»Det er dejligt, at der er nogen, der synes, at det vi gør, det har en effekt. Jeg tror, at den primære motivation for de fleste for at være her, er jo at gøre en forskel.«