Kæmpe hushandel: Nu har mangemillionær solgt sit Risskov-slot
Det blev dog med et pænt afslag i prisen.
Det stod til at kunne blive det næstdyreste boligsalg i Aarhus Kommune nogensinde, da villaen på Strandvænget 13 i Risskov blev sat til salg tidligere i år.
42 mio. kr. var det, som mangemillionæren Jacob Møller Jensen ville have for det 272 kvadratmeter store Risskov-slot, som alene i månedlige ejerudgifter koster 15.600 kr at eje.
Men Jacob Møller Jensen, som har skabt sin formue via spilfirmaet Kiloo, måtte til sidst gå et godt stykke ned i pris. For først omkring et halvt år senere er de nye købere af villaen så endelig fundet.
Villaen med de sortglaserede tegl, tårnet og udsigt over Aarhus Bugten er nemlig blevet solgt for 34 mio. kr, skriver Stiften.dk.
Af tinglysningen kan man se, at skødet blev underskrevet 30. september, og de nye ejere tæller forretningsmændene Martin Lauge Bek-Nielsen og Lars Traumer Schønnemann - som hver især har base i Singapore og Malaysia.
Med de 34 mio. kr. i salgspris bliver villaen samtidig også den dyreste bolighandel i Aarhus i år.
Her kan du se, hvordan villaen ser ud indvendig.