Giga-fan er inviteret med til kendt filminstruktørs 80 års fødselsdag i Aarhus: Har lidt speciel gave med
Nordjyden Hans Wendelboe kommer til Aarhus med intet mindre end et styks opdateret og nørdet hjemmeside til Niels Malmros, som 5. oktober fylder 80.
Hvad giver man filminstruktøren, der har alt?
Sådan spørger film-nørden Hans Wendelboe Bøcher.
Svaret er - måske overraskende for nogle - en hjemmeside.
Nordjyden oplyser i en pressemeddelelse, at han har valgt at relancere sin 20 år gamle hjemmeside www.kundskabenstrae.dk til ære for den aarhusianske filmmand Nils Malmros, som 5. oktober fylder 80 år.
Hjemmesiden, som er dedikeret til Nils Malmros’ ”Kundskabens Træ” fra 1981, er lavet af det, der må siges at være en gigantisk fan.
»Det er jo en film, der genskaber oplevelsen af skolegården, gangene og af klasseværelserne. Man kan ligefrem smage de lugte og høre de lyde, som altid er på en skole,« siger Hans Wendelboe Bøcher, der selv er læreruddannet, men i dag arbejder som kulturformidler på Brønderslev Bibliotek.
Og den store fan er sågar også endt med at blive inviteret til filmskaberens runde fødselsdag i Aarhus - kærligheden til aarhusianeren er heller ikke til at tage fejl af.
Ifølge Hans Wendelboe Bøcher selv, så har han set Malmros-filmen ”Kundskabens Træ” mere end 250 gange - og han kan alle replikkerne, og han har i årevis samlet materiale, der relaterer sig til filmen: Alt lige fra premiereanmeldelser, fotografier fra produktionen til undervisningsmaterialer, fun facts og rekvisitter.
Nordjyden har blandt andet samlingen af de originale lysbilleder med ”udsigten over Manhattan”, som dukker op allerede i filmens åbningsscene.
Snart 20 år siden
Det var i november 2004, at Hans Wendelboe Bøcher købte domænet www.kundskabenstrae.dk, og sitet blev hurtigt anerkendt af både Nordisk Film og Nils Malmros selv som filmens officielle hjemmeside.
Om en måned, den 24. november, har den nordjyske Malmros-connaisseur således drevet hjemmesiden i 20 år med en - ifølge ham selv - kombination af egen barnlig begejstring og et brændende ønske om at dele og formidle filmens univers til nye generationer.
»”Kundskabens Træ” tegner billedet af de evige typer, som findes i enhver skoleklasse. Men efterhånden som vi lærer de enkelte personer at kende – Niels Ole, Elin, Mona, Helge og alle de andre - og trænger ind bag facaden, ser vi alvoren og grumheden i en 12-årigs verden; nemlig usikkerheden og mindreværdsfølelserne og den vedvarende kamp for at blive accepteret,« siger han og tilføjer:
»Vi ser en verden, hvor man køber og sælger venskaber, hvis man kan vinde noget ved det. Og endelig genoplever vi de første forelskelser, hvor pigerne enten er så uopnåelige og fjerne, at de bliver til en drøm, eller så nære, at de bliver besværlige. Jeg elsker den film,« griner Hans Wendelboe Bøcher, hvis mor i øvrigt gik i parallelklasse med Nils Malmros på Aarhus Katedralskole.
Til relanceringen af hjemmesiden har nordjyden bl.a. været på lidt af en jagt efter de eksakte jazz-indspilninger fra filmens lydspor. Per Holst Filmproduktion og Nordisk Film havde nemlig mistet tracklisten. Men det er lykkedes at finde musikken igen, som nu ligger sammen med både video- og lydklip.
Og snart kommer der også et væld af gamle fotos på siden - for Hans Wendelboe Bøcher fortæller, at filmens stillfotograf Torben Stroyer også kommer til Malmros’ runde fødselsdag lørdag, og han tager ifølge nordjyden de gamle negativer med, så de kan blive gengivet på hjemmesiden.
Hjemmesiden er fuldt ud og alene Hans’ Wendelboes private projekt, og er hverken økonomisk støttet af Nordisk Film eller andre.
»Siden er min kærlige hilsen til Nils Malmros, alle foran og bag kameraet og alle andre med hang til en af Danmarks mest fantastiske filmperler,« siger han og tilføjer:
»Og hånden på hjertet: De fleste af os har jo en hang til Malmros. Det er jo ikke alle gamle film, der har så stærk en appel, og taler så friskt til så mange, så mange år efter.«