Aarhusianske forskere indleder forsøg på mennesker: Vil finde kur mod alvorlig virusinfektion
Aarhus Universitetshospital vil i samarbejde med tysk universitetshospital forsøge at finde en kur mod kronisk hepatitis B.
Omkring 300 mio. mennesker lever verden over med lidelsen kronisk hepatitis B. En alvorlig virusinfektion, der kan føre til kronisk leverbetændelse, skrumpelever og leverkræft. I øjeblikket kan behandlinger bremse sygdommen, men der findes endnu ikke en kur.
Den kan dog være på vej. I hvert fald er aarhusianske forskere på Aarhus Universitetshospital i Skejby og universitetshospitalet Charité i Berlin indledt et forsøg med at finde en kur ved hjælp af behandling med såkaldte monoklonale antistoffer. De to universitetshospitaler har således indgået en aftale med amerikanske Rockefeller University, som har opdaget det monoklonale antistof, om at afprøve det i et klinisk fase 1-forsøg på patienter i Danmark og Tyskland.
Det oplyser AUH i en pressemeddelelse.
»Hvis det monoklonale antistof viser sig at være sikkert og effektivt, kan det åbne for nye behandlingsmuligheder, der måske på sigt kan føre til en kur for kronisk hepatitis B,« siger professor og afdelingslæge Ole Schmeltz Søgaard fra AUH i pressemeddelelsen.
I forsøget vil en lille gruppe patienter modtage stigende doser af antistoffet for at sikre, at det tåles godt. Efterhånden som sikkerheden bekræftes, vil forsøget udvides til en større patientgruppe for at få mere information om den optimale dosis.
Patienterne modtager en enkelt infusion og overvåges nøje med blodprøver i op til 48 uger. Forsøgsdeltagerne, der modtager placebo, vil også få mulighed for at få antistoffet, når forsøget når sin udvidede fase, fremgår det af pressemeddelelsen.
De første to deltagere har allerede modtaget behandling på AUH, og det er sket uden alvorlige bivirkninger.
Forsøget er det første af sin art i verden og er ifølge AUH et væsentligt skridt fremad i kampen mod hepatitis B.
Selvom der stadig er en lang vej at gå, er forskerne optimistiske omkring potentialet for, at monoklonale antistoffer kan bidrage til fremtidige behandlingsmuligheder.
»Fra andre sygdomme som HIV og kræft ved vi, at monoklonale antistoffer kan styrke immunforsvarets evne til selv at bekæmpe sygdommen, og forhåbningen er, at det samme kan gælde for hepatitis B,« siger Ole Schmeltz Søgaard i pressemeddelelsen.