Stort elevoptag udløste akut pladsproblem i Risskov: Løsningen kom fra sjællandsk skole
Aarhus Business College har fået hjælp fra midtjysk producent af midlertidige modulbygninger til at klare udfordringer med pladsmangel.
Midt i glæden poppede en ret så markant udfordring op på Aarhus Business Colleges HHX-afdeling i Risskov, da elevoptaget tikkede ind tilbage i april måned.
For med udsigten til 399 nye elever efter sommerferien oplevede den aarhusianske HHX-afdeling en fremgang på 20,9 procent i forhold til året før, hvilket medførte det store spørgsmål: Hvor skulle de alle sammen være henne?
Det er der dog kommet svar på, oplyses det i en pressemeddelelse.
»Det er bestemt positivt, at vi har mærket en konstant stigende søgning til HHX. Det har samtidig givet os en relativ kort periode til at få etableret nye undervisningslokaler til de mange nye elever på HHX-gymnasiet i Risskov, og her har det været afgørende med en leverandør, der kunne levere på kort tid. Heldigvis var ABC Pavilloner klar til at træde til med meget kort varsel,« fortæller Martin Bøndergaard Sørensen, der har titlen facility manager hos Aarhus Business College, i pressemeddelelsen.
Konkret har den midtjyske producent af modulbygninger leveret en bygning i to etager med i alt 11 moduler. Modulerne rummer fem undervisningslokaler, hvor der er plads til 32 elever i hvert lokale og dermed 160 elever i alt. Bygningen er allerede forberedt til en eventuel ekstra udvidelse af førsteetagen, hvis der skulle blive behov for yderligere undervisningslokaler på et senere tidspunkt.
»Vi har tidligere leveret midlertidige modulbygninger til gymnasiet, og vi er derfor naturligvis rigtig glade for, at de nu har rakt ud til os igen. Modulerne til dette projekt har tidligere fungeret som undervisningslokaler på en skole i Hvidovre, så de har blot krævet en mindre tilpasning og ombygning på vores fabrik for at matche dette nye behov. Vores moduler har en genanvendelsesprocent på helt op til 75 procent, og det giver rigtig god mening både økonomisk og klimamæssigt, at vi genanvender de materialer, vi allerede har og ikke bygger nyt fra bunden hver gang,« forklarer Dennis H. Vegeberg, der er afdelingsleder hos ABC Pavilloner, i pressemeddelelsen.
I første omgang har Aarhus Business College lejet de midlertidige modulbygninger for en periode på tre år med mulighed for forlængelse.