Jesper gik til kamp mod DSB: Nu er reglerne ændret
Hans søn blev flere gange efterladt på perronen med sin cykel, når DSB indsatte togbusser, men den praksis levede ikke op til EU’s passagerrettigheder.
Livet er med ét blevet lettere for passagerer, der har deres cykel med i DSB’s tog.
De kan nu regne med at få hjælp til den videre rejse, når DSB er nødsaget til at indsætte togbusser.
Ændringen glæder Jesper Herkert fra Randers, der har kæmpet for at få det til at ske.
»Det er jeg sgu da glad for. Det er der ingen tvivl om. Jeg er glad for, at menig mand med hjælp fra pressen kan komme igennem og få DSB til at indrømme, at de laver en fejl,« siger han.
I begyndelsen af september kontaktede Jesper Herkert først DSB og siden TV2 Østjylland, da han med egne ord var rasende efter flere episoder, hvor hans søn var blevet efterladt på perronen.
Hans søn er cykelrytter, men kunne ikke få sin cykel med busserne, for det tillod DSB’s regler ikke til farens store frustration.
»Hvis de tilbyder en service, må de jo sørge for at have noget backup, der kan hjælpe dem,« sagde han.
Jesper Herkert oplevede blandt andet at måtte hente sin søn i Ringsted, fordi han ikke kunne få sin cykel med en togbus fra Ringsted til Sorø.
Fortsatte kampen
Og på trods af Jesper Herkerts henvendelse nægtede DSB at tage cyklen med.
»Vi tillader ikke, at man har cykler med i togbusserne, fordi det jo blandt andet skal være en god oplevelse for de mange, der i øvrigt bliver generet af, at rejsetiden bliver længere, når man skal over i en togbus. Den bliver så yderligere forlænget, hvis vi også skulle tage cykler med,« lød svaret fra DSB’s informationschef Tony Bispeskov.
Jesper Herkert nægtede dog at give op.
»Jeg skrev til Transportministeriet, og Transportministeriet skrev til DSB og udbad sig en forklaring. Så man kan sige, at jeg havde fat i far,« siger han.
Og så kom der skred i tingene. 7. oktober modtog den vedholdende randrusianer et svar fra DSB.
”DSB kan konstatere, at de retningslinjer, der i dag kommunikeres for medtagning af cykler i togbusser, hverken lever op til hverken vores kunders forventninger, eller EU’s passagerrettigheder”, står der i mailen.
Glæde og lettelse
Samme dag kunne Jesper Herkert se, at DSB nu har ændret teksten på deres hjemmeside, og raseriet er nu afløst af glæde og lettelse.
»Jeg er utrolig glad. De har indrømmet, at de har lavet en fejl, men de vælger jo også at agere på den. De vælger at rette op på det med det samme og lave en ny procedure, og det kan man jo kun sige er godt for alle andre også,« siger han.
Hos DSB slår informationschef Tony Bispeskov nu fast, at personalet fremadrettet vil hjælpe de cyklende passagerer hele vejen fra a til b – også når der er indsat togbusser.
»Kunder med cykelpladsbillet vil blive hjulpet videre, når en del af rejsen ikke kan foregå med tog. Hvis den begrænsede plads i togbussen gør, at det ikke er muligt at tage cyklen med, vil vores Kundecenter hjælpe med at finde en løsning,« siger Tony Bispeskov.
Jesper Herkert glæder sig over, at det nyttede at råbe op og gøre opmærksom på problemet, og så ser han frem til, at hans søn igen kan tage toget til cykelløb rundt om i landet.
»Det giver ham en masse ro fremadrettet, for han skal jo køre cykelløb næste år også. Så det giver ro, at han nok skal komme hjem.«
I Cyklistforbundet glæder Landsformand Jens Peter Hansen sig over, at DSB nu vil hjælpe cyklisterne videre, når der indsættes togbusser.
»Det er noget, vi fra Cyklistforbundet virkelig har arbejdet for, at der skulle findes en løsning på. Så det er rigtig, rigtig godt, at DSB nu har indset, at det her skal de gøre bedre.«