Fik ødelagt tøj til 100.000 kr.: Butik fraflytter lejemål efter lang strid med udlejer
Butiksejer og hendes udlejer kan ikke blive enige om, hvem der har ansvaret for vandskade, der ødelagde tøj og gulv.
Den 1. juli arbejdede Josefine Rohde Wüpper Mikkelsen til sent om aftenen med at gøre status i sin dametøjsbutik i Østergade i Hammel. Næste morgen kl. 8 mødte hun ind til et træls syn i butikken, der ligger i en etageejendom med lejligheder i flere etager.
»Der lå indtørret vand på gulvet, og to reoler med bukser og sko havde taget skade af noget vand, der ikke var rent. Der var skjolder på tøjet og skoene, der nærmest var ætset væk. Efter nogle dage sender udlejeren en VVS’er, der kigger i en lejlighed, hvor lejeren siger, der lå en masse vand på gulvet i et rum uden afløb,« fortæller Josefine Rohde Wüpper Mikkelsen.
VVS’eren kunne ikke finde nogle fejl, men lagde ifølge butiksejeren en fuge omkring et rør, der fører fra lejligheden ned til butikken.
»Når VVS’eren lægger en fuge ind, vedkender man sig jo, at der er fejl på ejendommen,« siger Josefine Rohde Wüpper Mikkelsen, der stod tilbage med en masse beskadigede varer og et ødelagt gulv.
»Vi har varer liggende ude bagved, som vi kunne have solgt for 100.000 kr., og vi er desværre ikke dækket af vores egen forsikring, fordi der ikke er sprunget noget rør.«
Udlejer fastholder uskyld
Butiksejeren mener, at udlejeren er ansvarlig for vandskaden og bør betale hendes omkostninger til ødelagt indbo og gulv. Vidar Ejendomme, der holder til i Aarhus og står for udlejningen af ejendommen i Hammel, er dog ikke enig i, hvem der har ansvaret, og vil derfor ikke betale for skaderne. Det fortæller advokat Rune Bredtoft fra Advokatfirmaet Rödstenen, der repræsenterer udlejeren.
»Udlejer har haft en VVS-mand og andre fagfolk på, og de kan ikke sige, hvad der er sket, men at det ikke skyldes udlejers forhold. Vi kan ikke konstatere noget ansvarsgrundlag og vil derfor ikke betale. Hvis man har et krav, må man komme med dokumentation, og det har vi ikke fået indtil videre,« siger Rune Bredtoft til avisen.
Butiksejeren mener, vandet kommer fra en utæthed omkring et rør. Er I ikke enige i den vurdering?
»Det afviser VVS-manden som begrundelse. Han kunne konstatere vand på gulvet, men ved ikke, hvordan det er kommet. Vi kan godt forstå, lejeren er utilfreds, men det ændrer ikke på, at der skal være en årsag til vandskaden. Vi vil godt tage ansvar, hvis der findes en årsag,« siger advokaten.
Butiksejeren siger, VVS’eren lagde en fuge omkring et rør, og det ser hun, som om I vedkender, der var skade på ejendommen?
»Jeg har ikke hørt, der skulle være lagt en fuge, så det kan jeg ikke verificere. Vi henholder os til de fagfolk, udlejer har haft på stedet, og ifølge dem er der ikke noget at komme efter, og vores forsikringsselskab har ikke konstateret, at vi har gjort noget forkert,« siger Rune Bredtoft.
Josefine Rohde Wüpper Mikkelsen oplyser, at hun har dokumentation for, at VVS-manden fugede omkring røret.
»Jeg har en mail fra Vidar Ejendomme, hvor de skriver, der er blevet fuget, og det har jeg også fra forsikringsselskabet.«
Betaler ikke husleje
Hvorom alting er, kan lejer og udlejer altså ikke blive enige om ansvaret, og butiksejeren har svært ved at se en fredelig løsning på uenigheden.
»Jeg tror ikke, vi bliver enige, så sagen ender måske i retten,« siger Josefine Rohde Wüpper Mikkelsen.
Hun har som konsekvens opsagt lejemålet med udgangen af november og undladt at betale husleje for oktober, fordi hun mener at skulle kompenseres i husleje, fordi lejemålet ifølge hende ikke er fuldt funktionelt.
»Jeg har tilbudt at slå en streg i sandet, hvis de vil betale vores depositum på 30.000 kr. tilbage, men det har de sagt nej til.«