Østjysk virksomhed lægger bud på 1,25 milliarder
Arla Foods har lagt et ikke-bindende bud på aktiemajoriteten i Arabian Food Industries Company (Domty), en børsnoteret virksomhed med cirka 4000 ansatte og to produktionsanlæg i Egypten.
Arla Foods, der har hovedsæde i Sønderhøj i Viby, har budt 1,25 milliarder kroner for aktiemajoriteten på den egyptiske fødevarevirksomhed Arabian Food Industries Company, Domty.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Som buddet, der er ikke-bindende, ser ud nu, er det forventningen, at de nuværende ejere - Damaty-familien - forbliver en del af ejerkredsen.
Derudover er det også hensigten, at den nuværende administrerende direktør skal fortsætte i den position, lyder det videre
»Mejerimarkedet i Egypten er en betragtelig størrelse. Domty er en ledende aktør i markedet, og virksomheden passer godt til vores strategi for Egypten,« siger Kim Villadsen, der er senior vice president for Arlas forretning i Afrika og Mellemøsten.
Domty, der blev grundlagt i 1990, producerer og sælger både mejeriprodukter, brød og juice, skriver Ritzau.
Buddet på 100 procent af aktierne lyder - med de nuværende valutakurser - på 183 millioner USD, altså 1,25 milliarder kroner.
»Vi undersøger nu detaljerne omkring virksomheden nærmere, inden vi beslutter os for, om vi vil gå videre med købet,« siger Kim Villadsen videre.
Arla har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.