Arket åbner i Aarhus
Fredag bliver første åbningsdag i Søndergade.
18. oktober er datoen, hvor Arket slår dørene op til en flagskibsbutik i Aarhus. Det bliver brandets fjerde butik i Danmark.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
De i alt 517 kvadratmeter butik fylder både stueetagen og kælderen i Søndergade 6. En bygning, der for øvrigt er historisk fredet.
»Vi er så glade for at åbne vores første butik i den levende by Aarhus,« siger Arkets administrerende direktør, Pernilla Wohlfahrt.
Aarhus-butikken vil præsentere udvalg af »ready-to-wear og accessories til kvinder og mænd, børnetøj, kropspleje og interiørdesign«, oplyser Arket.
Brandet, der blev etablerer i 2017, er en del af H&M og holder til i Stockholm. Udover de - snart - fire butikker i Danmark er der butikker i flere europæiske storbyer.
Søndergade 6 har tidligere huset blandt andet Inspiration og Zara.