En nøglefigur bag Kamala Harris kommer tilbage til Danmark
Kort efter det amerikanske præsidentvalg kan man live i Aarhus opleve en af de helt essentielle personer i præsidentkandidat Kamala Harris' kampagneapparat.
Den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford vender den 20. november tilbage til Danmark, når han er blandt talerne på Aarhus Festuge Business store erhvervskonference I Morgen. Rufus Gifford er lige nu en stor del af den amerikanske valgkamp, idet han er Financial Chair for præsidentkandidat Kamala Harris’ kampagne.
Vestdanmarks nye erhvervskonference er målrettet erhvervsledere og beslutningstagere og afvikles i Musikhuset Aarhus.
Konferencen har i år tre hovedtemaer, og dagen byder på oplæg om erhvervs- og samarbejdsmuligheder i Ukraine, dansk og europæisk erhvervsliv efter det amerikanske valg samt erhvervslivets forventninger til den nye EU-kommission, og det europæiske projekt.
Deltagerne kan se frem til indlæg fra nogle af de mennesker, nationale såvel som internationale, der ved mest eller har størst indflydelse på fremtiden.
Hos Aarhus Festuge Business er bestyrelsesleder Marc Perera Christensen glad for, at man har kunnet tiltrække markante profiler, herunder så stort et navn som Rufus Gifford.
»Vi kender alle Rufus Gifford som den engagerede og vellidte ambassadør, der for alvor satte ansigt på de dansk-amerikanske relationer. Hans betydning for den igangværende valgkamp og hans kendskab til Danmark gør ham til den mest velegnede hovedtaler til konferencen. Få kan som han sætte ord på det amerikanske potentiale for danske virksomheder,« siger han.
Foruden Rufus Gifford deltager andre store beslutningstagere og kommentatorer som bl.a. tidligere departementschef Michael Dithmer, adm. direktør i Salling Group Anders Hagh, USA-kommentator Sofie Rud, Danish Crowns nye topchef Niels Duedahl samt Tom Standage, chefredaktør for The Economist/The World Ahead.
Chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, er moderator og vært på konferencen.