Perlerækken af overskud fortsætter: Populært spisested tjente over 10 millioner
Stort madmarked leverede i seneste regnskab et nyt imponerende overskud. Og det hele er genereret gennem salg af drikkevarer.
Hun er efterhånden vant til det, ejeren af Aarhus Street Food.
Hendes forretning har i sit niende regnskab leveret et overskud - for niende gang. Og denne gang endda et imponerende et af slagsen.
Lidt over 10,3 mio. kr. har spisestedet nemlig tjent i regnskabsåret 2023/2024. Det er det tredjestørste overskud siden Aarhus Street Food åbnede porten til garagen i 2016. Det bedste resultat landede stedet i 2022, og det lød på 10,8 mio. kr.
Det er en stolt ejer i skikkelse af Britt Vorre, der kommenterer på det flotte regnskab:
»Vi er selvfølgelig superstolte. Heldigvis afspejler regnskabet, hvordan køkkenerne har det, og det er jeg meget stolt af.«
Aarhus Street Food tjener paradoksalt nok ikke sine penge på salg af mad. Derimod er det udelukkende salg i de fem barer, som giver foretagendet en omsætning.
De 25 køkkener, der står for maden i Aarhus Street Food har nemlig deres egne regnskaber og lejer sig ind hos Britt Vorre. Lejen tjener Aarhus Street Food heller ikke på. Alle lejerne, inklusiv Aarhus Street Food deler nemlig den samlede leje af bygningen ligeligt imellem sig.
I stedet er det udelukkende de våde varer, der giver Aarhus Street Food en omsætning.
»Vi tjener penge på bardriften. Vi sprøjter eddermame meget Pepsi Max ud, det kan jeg sige dig,« siger Britt Vorre, der også fortæller, at Aarhus Street Food er det absolut mest velbesøgte madmarked i Europa med mellem 1,3 og 1,4 mio. gæster om året.
Uhøjtideligt og for familier
Eventyret startede i efterårsferien i 2014. Her var Britt Vorre på ferie i London med sin familie. På turens sidste dag havnede de på Borough Market, og så var Britt Vorre inspireret.
»Jeg tænkte bare ”fuck, hvor er det lækkert. Jeg gad godt lave noget i den stil i Aarhus”. Vi boede selv i Aarhus dengang og var tit ude at spise, men mulighederne var café eller Bones. Ikke et ondt ord om Bones, men det var relativt dyrt og lidt pænere, i forhold til at skulle have børn med. Borough Market var bare uhøjtideligt og der var højt til loftet. For mig handlede det om at lave et fedt spisested, hvor man som familie kunne hygge sig, uden man hele tiden skulle bede sine børn dæmpe sig og sidde pænt,« siger Britt Vorre.
På sin relativt korte levetid, hvor alle ni regnskaber har været med sort bundlinje, har Aarhus Street Food tjent i alt 61,4 mio. kr. Penge, der er blevet og bliver brugt på at opgradere faciliteterne på stedet.
Man kunne få tanken, at det ville være oplagt at udbrede konceptet og succesen, men ifølge Britt Vorre er det langt fra planen.
»Der er ikke andre byer, der er interessante eller store nok. I starten overvejede vi det, vi var jo nok ramt af lidt guldfeber. Men vi kunne hurtigt se, at for at passe på vores egen forretning hernede, kræver det, at vi er til stede. Jeg tror, vi passer rigtig godt til den by, vi er landet i,« siger Britt Vorre.
I stedet er overskuddet eksempelvis gået til at indrette en grøn stue, hvor man kan reservere bord, og så en storskærm udenfor, hvor der afholdes sommer-biograf.