Afslører nye detaljer om dødsulykke: Letbanefører troede mand på vej mod sporet havde set toget komme
»På dette tidspunkt var påkørslen uundgåelig,« skriver Havarikommissionen, som nu har offentliggjort sin rapport om letbane-ulykken, der i juni kostede en ældre mand livet.
Det var anden gang i Aarhus Letbanes levetid, at et letbanetog på tragisk vis blev involveret i en dødsulykke, da en 89-årig mand tidligere i år, 22. juni, blev ramt ved Nørrebrogade og Kirkegaardsvej i Aarhus C.
Østjyllands Politi oplyste to måneder efter ulykken, at man havde valgt at standse efterforskningen af ulykken, og dermed frikendte man også letbanen og dens fører for skyld i sagen:
»Vi har standset efterforskningen af sagen, da der ikke er noget, der tyder på, at der er begået noget strafbart i sagen. Ingen personer er sigtet.«
»Vores vurdering er, at der er tale om en tragisk ulykke,« oplyste Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver for Østjyllands Politi her til avisen.
Nu er Havarikommissionen så også blevet færdig med sin undersøgelse af ulykken. Også her lukker man sagen uden at foretage sig yderligere:
»I det yderligere undersøgelser ikke ville lede til sikkerhedsanbefalinger af forebyggende karakter, eller ville afdække forhold af væsentlig betydning for jernbanesikkerheden, lukkes denne sikkerhedsundersøgelse ved dette statement,« lyder konklusionen på undersøgelsen.
Dyttede og tyfonerede
Modsat politiets efterforskning så handler Havarikommissionens undersøgelser ikke om at placere et juridisk ansvar, men har mere en teknisk karakter og skal derimod komme med anbefalinger til relevante myndigheder og organisationer - eksempelvis Aarhus Letbane eller Aarhus Kommune - som kan bruges til at forhindre fremtidige ulykker.
Og af kommissionens undersøgelse lyder konklusionen, at den 89-årige, som havde bopæl i nærområdet og var gået i byen efter et ærinde, havde været uopmærksom, da han bevægede sig ud på først bilernes vejbane og siden letbanens skinner, inden han efterfølgende blev ramt af letbanetogets højre front.
Ifølge togets logbog havde letbanetoget kørt i ca. 23 sekunder med en hastighed på 53 km/t på strækningen, hvor den tilladte hastighed er 60 km/t, da letbaneføreren pludselig måtte aktivere bremsen kort før påkørslen.
Fire sekunder og 25 meter senere holdt toget stille, skriver Havarikommissionen.
»I en afstand på ca. 100 m fik lbf (letbaneføreren, red.) øje på en ældre mand, som gik let foroverbøjet og med hænderne på ryggen i et stille tempo på tværs af Nørrebrogade fra højre side i retning mod letbanesporene. [Letbaneføreren] var af den opfattelse, at personen havde set letbanetoget. [Letbaneføreren] tyfonerede to gange, men personen reagerede ikke og fortsatte upåvirket hen over vejbanerne i retning mod letbanen. Da [Letbaneføreren] vurderede, at personen ville komme for tæt på letbanetoget, farebremsede [Letbaneføreren]. På dette tidspunkt var påkørslen uundgåelig,« skriver Havarikommissionen.
Letbaneføreren slog med det samme alarm til letbanens Operations Control Center efter standsningen, og nærmest samtidigt stoppede en tilfældigt forbipasserende ambulance også op på stedet.
Ifølge en bybuschauffør, der kørte stort set simultant side om side med letbanen kort inden ulykken indtraf, var det som om, at den 89-årige »gik i sin egen ”boble”«.
»Buschaufføren dyttede, men personen reagerede overhovedet ikke, hverken ved at dreje hovedet eller sætte farten op,« skriver Havarikommissionen i rapporten.