Fortsæt til indhold

Byrådspolitiker vil finde plads til bilentusiaster

Jakob Søgaard Clausen vil komme med et byrådsforslag, der går ud på at skabe et mødested for folk med benzin i blodet.

Aarhus

Til sæsonafslutningen hos Cars & Coffee på havnen i Aarhus for ganske nylig blev der givet ekstra meget gas, hvilket resulterede i både kanonslag og efterfølgende travlhed hos Østjyllands Politi, som uddelte et hav af bøder.

Hvis det står til Jakob Søgaard Clausen, der repræsenterer Danmarksdemokraterne i byrådet, skal lokale bilentusiaster have et ordentligt fysisk mødested for at undgå et lignende scenarie fremover.

Forslaget kommer i kølvandet på det store biltræf ved Pakhus 77 på Aarhus Ø, hvor der dukkede 800 biler op for senere at forsvinde ud på gader og stræder, hvilket skabte trafikalt kaos flere steder og borgerhenvendelser til politiet.

Det var ved Pakhus 77 på Aarhus Ø, at 800 bilentusiaster forleden mødtes en lørdag aften i november. Foto: Presse-fotos.dk

»Vi har flere gange set, at de her bilentusiaster har mødtes forskellige steder, hvor de har oplevet, at de blevet flyttet rundt af politiet. Og det giver nogle trælse situationer, hvor de så ender med at køre rundt i Aarhus,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes egentlig, det ville være bedre, hvis man kunne finde et fast mødested til dem. Det kunne være ude i et industriområde , hvor de kunne få lov til at mødes under ordentlige forhold og lave et biltræf.«

Skal være plads

Har du nogle områder i tankerne?

»Jeg tænker, at Aarhus har nogle store industriområder, så det burde være muligt at finde et sted, hvor der ikke er andre aktiviteter en fredag eller lørdag aften, og man så kunne lukke vejene ned, for at de kunne mødes. Når der er 800 biler samlet en lørdag i november synes jeg, det viser, at der er et rigtig stort fællesskab omkring de her biler, og det synes jeg egentlig er værd at bevare og værne om.. Der skal være plads til mennesker med benzin i blodet,« fastslår han.

Og du mener, at det er en kommunal opgave at finde et sted til disse bilentusiaster?

»Ja, jeg synes, at vi som byråd har et ansvar for at sikre, at der kan være plads til bilentusiasterne. Selvfølgelig i samarbejde med dem og med Østjyllands Politi.«

Det giver nogle trælse situationer, hvor de så ender med at køre rundt i Aarhus.

I første omgang vil Jakob Søgaard Clausen rejse forslaget over for teknisk udvalg for at få drøftet mulighederne for fysiske steder og de politiske holdninger til det.

Herefter vil han gerne i dialog med arrangørerne bag de østjyske biltræf for at høre lidt nærmere, hvad de kunne tænke sig.

»Min forventning er, at der vil være politisk opbakning til, at man laver et mødested for biltræf, fordi det handler om nogen, der har et fællesskab, som de gerne vil mødes omkring. Så kan der selvfølgelig være forskellige holdninger til, hvor organiseret det skal være, og hvor mange foreninger, der skal være bag, men det må vi jo så drøfte politisk,« pointerer lokalpolitikeren.