Fortsæt til indhold

Jyder ramt af inflation: Pengene blev mindre værd for den typiske borger – se nye indkomsttal for din kommune

I 2023 svandt købekraften ind for den typiske borger i størstedelen af landets kommuner, viser analyse på baggrund af nye indkomstdata. Ikke en eneste kommune i Jylland oplevede real indkomstfremgang for den typiske borger målt på medianen.

Aarhus
jro

I 79 ud af landets 98 kommuner steg indkomsten for den typiske borger mindre end inflationen i 2023. Det gælder blandt andet for alle jyske kommuner.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) baseret på data fra Danmarks Statistik.

Analysen undersøger udviklingen i danskernes disponible indkomst – altså indkomsten efter skat – på tværs af landets kommuner i 2023. Tallene er korrigeret for inflation, så de afspejler, hvor meget indkomsten faktisk rækker i forhold til året før.

Den typiske borger i kommunen vil sige den borger, der har indkomsten på medianen. Kun i 19 kommuner steg medianindkomsten mere end inflationen, og bortset fra Odense og Bornholm ligger alle disse kommuner i hovedstadsområdet.

»Den geografiske ulighed fortsætter med at stige. I det seneste år skete det i en sådan grad, at det stort set kun var i hovedstadsområdet, at den typiske borger oplevede en indkomstfremgang, der var højere end inflationen,« siger Sune Caspersen.

Mens den gennemsnitlige dansker oplevede en real stigning i sin indkomst i 2023, dækker det over store forskelle. Gennemsnittet trækkes op af en lille gruppe borgere med meget høje indkomster.

(Ifølge Danmarks Statistik tjente lønmodtagere på det danske arbejdsmarked i 2023 i gennemsnit 48.572 kroner om måneden før skat - inklusiv pension).

I 81 kommuner voksede gennemsnitsindkomsten mere end medianindkomsten, men i de fleste tilfælde er forskellen kun få procentpoint.

»Tallene viser, at der i nogle enkelte kommuner er sket et stort skred i uligheden. Når udviklingen i den gennemsnitlige indkomst er meget høj, mens den typiske borger har haft en real nedgang i sin indkomst, betyder det, at der er en mindre gruppe af rige personer i kommunen, der virkelig er trukket fra i toppen. Det vil typisk være udbytter, aktie- og kapitalafkast, der driver indkomstfremgangen blandt de rigeste,« siger Sune Caspersen.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd/Danmarks Statistik

Hovedstadsområdet dominerer positiv udvikling

Med undtagelse af Odense og Bornholm er det udelukkende kommuner i hovedstadsområdet, hvor medianborgeren har oplevet en real indkomstfremgang i 2023.

Analysen peger dermed på, at forskellene mellem landets regioner bliver stadig mere tydelige.