Fortsæt til indhold

Letbane-uheld: Ung mand løb ind i tog

Et letbane-tog var nytårsmorgen involveret i et uheld i Aarhus.

Aarhus

Et uheld ramte letbanen tidlig nytårsmorgen mellem Randersvej og Stockholmsgade/Kastaniegade i det nordlige Aarhus, hvor en ung mand løb ind i et tog.

Det fortæller vagtchef Rene Ludvig fra Østjyllands Politi.

»I forbindelse med, at en ung mand vil over for at tage bussen, fejlvurderede han, at han kunne nå den, før letbanen kom. Han løb simpelthen fysisk ind i letbanen,« fortæller vagtchefen og oplyser, at politiet blev tilkaldt, da det er rutine, når letbanen har været involveret i uheld.

»Vi var lige derude for at sikre os, at både manden og letbaneføreren havde det okay, og det havde de,« fortsæter Rene Ludvig.

Der blev dog også tilkaldt en ambulance til stedet.