Fortsæt til indhold

Formand for Jydsk Væddeløbsbane: Derfor brød vi med »den bedste galoptræner i Danmark«

Formand for Jydsk Væddeløbsbane vil ikke »stikke kniv i ryggen« på Lea Olsen.

Aarhus

Det var en nyhed, de fleste medier bragte, da det torsdag 5. marts kom ud, at den profilerede galoptræner Lea Olsen har fået opsagt sin lejeaftale med Jydsk Vædeløbsbane i Aarhus på grund af en sag, hvor Lea Olsen er blevet politianmeldt.

Fredag 6. marts oplyser formand for Jydsk Vædeløbsbane, Thomas Schou, at det er en anden rytter på væddeløbsbanen, der har politianmeldt Lea Olsen. Det er en aktiv politisag, og derfor vil Thomas Schou ikke kommentere yderligere på sagen.

Han vil dog gerne oplyse, at politianmeldelsen ikke handler om den måde, Lea Olsen har behandlet sine heste.

Det har opsigelsen af lejemålet heller ikke.

»Vi har været uenige om, hvordan man skulle drive stedet i et stykke tid. Hun har en helt anden forventning til, hvad væddeløbsbanen skal kunne tilbyde. Der har været nogle kontroverser om, hvordan man skal gøre tingene, og til sidst må man tage en beslutning. Det er det, vi har gjort,« siger Thomas Schou og tilføjer:

»Det er bedre, hvis hun får sit eget sted at være, hvor hun er i kontrol over det, der sker.«

Lea Olsen har de seneste fem år i træk været den mest vindende galoptræner på Jydsk Væddeløbsbane og har flere gange vundet Hendes Majestæts Dronningens Ærespræmie.

Hun har arbejdet for flere prominente hesteejere, heriblandt næstformand i Salling Fondene, Karin Salling.

Karin Salling kommenterede torsdag 5. marts nu både fyring og politianmeldelse til Århus Stiftstidende. Her sagde Karin Salling blandt andet, at Lea Olsen var »en fantastisk sød pige« med »et hidsigt temperament.«

Thomas Schou kender godt til Lea Olsens temperament.

»Lea er ubetinget nok den bedste galoptræner i Danmark, og når man er den bedste, har man også nogle krav til de mennesker, der er omkring en, og hvis de folk ikke lever op hendes forventninger, får de det også at vide. Hun har et temperament, og det er der mange, der er rigtig dygtige til en sportsgren, der har. Det er der i sig selv ikke noget nyt i, og vi skal ikke stikke en kniv i ryggen på hende vej ud.« siger han.

Lea Olsen var nomineret til årets galoptræner i 2025 ved Hestesportens Galla. Den nominering blev dog i februar i år trukket tilbage, fordi hun i 2025 også blev sanktioneret med en betinget dom for tilsidesættelse af hestevelfærd med en prøvetid på 12 måneder.

»Hun har revet en hest i hovedet i en lonche, men det er også for at hesten makker ret. Man skal jo gerne have kontrol over en 700 kilo tung hest, men det kan se meget voldsomt ud. Men der er ikke mit bord. Vi driver væddeløbsbanen, og vi udlejer staldene,« siger Thomas Schou.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lea Olsen.