Se video: 4. klasseelever holder grundlovstale
Store ord fra små stemmer. På Hasle Skole sørger eleverne for at grundloven kommer ned i børnehøjde.
Der er helt stille i hallen på Hasle Skole. Den koncentrerede slags stilhed, hvor flere hundrede elever bare lytter.
På scenen står syv af deres kammerater fra 4. klasse og fortæller. Ikke om Fortnite, Roblox eller den nyeste Labubu-dukke.
Men om Danmarks Riges Grundlov.
»Vi står her i dag, for at alle jer skal vide, hvorfor vi fejrer grundlov. Grundloven giver os ret til at gå gratis i skole. Det betyder, at alle børn i Danmark kan få en uddannelse, uanset hvor meget deres forældre tjener,« lyder det fra Vilma Neergaard Klein, hvorefter hendes klassekammerat, Frida Therese Kiel Haysen tager over:
»Prøv at forestille jer et land, hvor man ikke kunne være med i undervisningen, hvis man ikke har uniform på. Og så er det bare ærgerligt, hvis man ikke har råd til det.«
»Fordi det samler os«
Det er kun andet år, Hasle Skole fejrer grundlovsdag, men det har allerede indskrevet sig som en ny tradition, fortæller skoleleder, Lone Grosen:
»Her på skolen har vi mange forskellige børn. Nogen holder jul, nogen holder eid og nogen har andre baggrunde. Derfor er det vigtigt, at vi også har noget, som er dansk og kan samle os. Og dét kan grundloven,« forklarer hun.
For eleverne handler Grundloven især om frihed.
Storm Lerche Borgen Kaels, 11 år, forklarer den som den lov, alle andre love skal bygge på.
»Den får ligesom alle andre love til at hænge sammen. Uden den ville det blive svært at være her,« supplerer Vilma Neergaard Klein.
Hvad står der i den?
»Der står for eksempel, at folk må mene og sige, hvad de vil, uden at det har konsekvenser,« forklarer Storm Lerche Borgen Kaels.
»Ja, og det hedder ytringsfrihed. Der er mange steder i verden, hvor man ikke har det. Så det er ret godt at bo i Danmark, tilføjer Vilma Neergaard Klein.
Da de sidste ord er sagt, og klapsalverne har runget, går eleverne tilbage til undervisningen og endnu en skoledag.
Grundlovstalerne er slut for i år, men budskabet står tilbage: Selv om den er skrevet i 1849, så handler grundloven om elevernes egen hverdag - om retten til at gå i skole, sige sin mening og være en del af fællesskabet.