Politifolk rystet - Betjent skød sig på politigården
En betjent skød sig selv i går på Roskilde politistation. Den 45-årige betjent blev kørt på stationen, fordi han angiveligt havde overtrådt nogle færdselsregler.
Men den anholdte betjent havde sin tjenestepistol med sig i en taske.
De andre betjente i bilen kunne derfor ikke nå at reagere, da de nåede til politigården i Roskilde. Han trak den frem, og skød sig selv. Betjentene, der anholdte den 45-årige kollega er derfor dybt rystede, oplyser Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands politi.
- Betjentene, der involverede er chokerede, og stemningen er trykket på stationen. Det er heldigvis noget, der sker meget sjældent, siger han
En læge var alligevel på stationen i forbindelse med en anden sag. Han ydede førstehjælp, men han måtte kort tid efter erklære den 45-årige betjent for død.
Som i alle sager, hvor nogle dør i politiets varetægt, henviser Midt- og Vestsjællands politi til statsadvokaten, der har igangsat en undersøgelse, men ikke ønsker at udtale sig.
En af de ting, som statsadvokaten skal undersøge kunne være, hvordan den anholdte betjent kunne være i besiddelse af sin tjenestepistol. Jan Lauritzen oplyser nemlig, at der generelt under anholdelser skal finde en sikkerhedsvisitering sted, så man sikrer, at den anholdte ikke er i besiddelse af noget, der er til fare for den eller andre.