Klar besked om pakkerejser
Har du også svært ved at gennemskue, hvad en pakkerejse helt præcist er? Dansk Rejsebureauforening forklarer her de vigtigste principper - så du undgår at tabe penge
Med Sterlings konkurs er der øget opmærksomhed mod pakkerejserne. Ikke overraskende vil folk vide, hvornår deres rejsepenge er sikret, og hvornår de svæver i det uvisse. Men det er umiddelbart ikke så sort og hvidt, som man kunne ønske sig. Det bekræfter Lars Thykier, direktør for Danske Rejsebureau Forening.
Lige siden Sterlings konkurs har han brugt meget energi på bedst muligt at forklare, hvornår de danske feriegæster kan regne med at være dækket i forbindelse med køb af pakkerejser.
"Der er naturligvis nogle meget grundlæggende regler, men problemet er, at loven ikke lister alting op, og det er nu nok også meget godt, for så ville den være 450.000 sider lang - der findes nemlig nærmest uendelige kombinationsmuligheder af rejser," forklarer Lars Thykier.
Transport er alfa og omega
Det allervigtigste er, at der er et transportelement i handlen. Det kan være en billet til fly, tog, bus eller færge, for uden transporten, ingen pakkerejse. Rejsen behøver dog ikke nødvendigvis at gå udenlands - en busrejse fra København til Lemvig kombineret med for eksempel et hotelophold tæller også som en pakkerejse.
Men der er hele tiden et overhængende hvis , når der er tale om pakkerejser - da et andet grundlæggende krav for, at rejsen er dækket ind under pakkerejsens beskyttende lovgivning, er, at både hotel og rejse er købt hos samme leverandør. Det nytter med andre ord ikke at købe busbilletten til Lemvig i den ene butik og hotelopholdet i den anden. Og her er det så, at man let kan gå galt i byen.
Det gjorde mange kunder for eksempel hos Sterling. Her tilbød hjemmesiden muligheder for at bestille 'fly', 'hotel' og endelig 'fly+hotel'. Nu kunne man tro, at man først kunne bestille flybilletten på fanebladet 'fly', derefter sit hotelophold på fanebladet "hotel" og dermed have sig en pakkerejse. Men nej! For her købte man flybilletten hos Sterling for så at blive sendt videre til en ekstern hotelleverandør. Havde man i stedet valgt løsningen 'fly+hotel', ville der været tale om en pakkerejse, fordi det var den samme leverandør.
Pakkerejse kan købes med dages mellemrum
Til gengæld behøver man ikke købe sin transport og sin overnatning samtidig - så længe man altså køber begge dele hos samme bureau.
"Hvis man køber sin flybillet den ene dag, og så tre dage senere køber overnatning hos samme rejsebureau, så er man dækket ind," fastslår Lars Thykier.
Generelt er kombinationen af fly og overnatning købt hos samme rejsebureau en rigtig god måde at sikre sig, at man er dækket ind under pakkerejseloven.
"Eksempelvis kan man købe en flybillet jorden rundt med en masse stop undervejs, og hvis man så bare køber én hotelovernatning til turen, så er man dækket ind," fortæller Lars Thykier.
Billeje kan også være en del af pakkerejsen
Transport og overnatning er ikke de eneste elementer, der kan indgå i en pakkerejse. Det kan for eksempel også billeje, liftkort, billetter til forskellige begivenheder og mindst 117 andre ting. Og det er her, at tingene for alvor begynder at blive komplicerede, ifølge Lars Thykier.
For eksempel er der tale om en pakkerejse, hvis man køber en flybillet og billeje i hele feriens længde. Køber man kun billeje til nogle af dagene, kan det være en pakkerejse, men er det ikke nødvendigvis.
Et andet eksempel kan være, at man køber en flyrejse til Barcelona, som går ud om morgenen og hjem om aftenen og derudover en billet til en fodboldkamp med FC Barcelona i løbet af dagen. Det gælder som en pakkerejse, så du er dækket ind, hvis kampen for eksempel bliver aflyst. Det er du til gengæld ikke, hvis du vælger at blive nogle dage efter kampen og selv arrangerer overnatningen.
"Sagen er, at du ikke 100 procent kan definere bredt, hvad der helt præcist ligger i begrebet. Disse sager afhænger af den enkelte rejse, og hvordan den konkret er skruet sammen. Når pakkerejsen ikke bare består af overnatning og hotel, bliver den et ret elastisk fænomen," forklarer Lars Thykier.
Vil du være sikker, så book hos bureau
Netop fordi der er så mange tvivlstilfælde, råder Lars Thykier til, at man booker sin rejse gennem et rejsebureau og dobbelttjekker med sælgeren, hvis man vil være helt sikker på at have købt en pakkerejse.
"Nu kan det måske lyde som om, at jeg bare vil have folk til at handle hos rejsebureauerne, men det er nu engang dér, man får dækningen. Hvis man vil spare penge, så kan man købe delene hver for sig, men så er det, at man kan få den meget ubehagelige følgeeffekt ikke at være dækket i tilfælde af aflysninger og konkurser," understreger Lars Thykier.
redaktion@lokalavisen.dk