Guldlok i børnehaven
Børnehaven Svalen på Byvej, har haft premiere på "Guldlok og de 3 bjørne". - Svalen har i mange år arbejdet med eventyr som baggrundshistorie for projekter. Men det er første gang at vi er sprunget ud i et så stort teaterprojekt hvor alle 42 børn optræder sammen med deres voksne på en gang, fortæller lederen Gertrud Jacobsen. - I september valgte vi Guldlok og de tre bjørne som vores baggrundshistorie med afslutning i april måned. Vi har i den forbindelse blandt andet lavet projekter om bjørne og natur via kunst og ture. I personalegruppen blev vi enige om, at vores afslutning på Guldlok og de 3 bjørne skulle foregå med et teaterstykke. Vi valgte at dele børnene op i to grupper, der så skulle lave to forskellige versioner af eventyret. - I den ene gruppe, som var med de største børn i børnehaven, valgte vi at få inspiration udefra af to erfarne instruktører, nemlig Iben Wurbs og Christian Volfing som arbejder på DRs børnetv. De valgte at lave totalteater med enkelte kustumer. Den anden gruppe, der bestod af de mindre børn, lavede den traditionelle udgave af eventyret med masser af farverige kustumer. Det har været en stor udfordring som krævede meget planlægning, motivation og engagement. Men alle - både børn og voksne - har deltaget med stor glæde og det har været rigtig godt at leje Teater Vestvolden i to dage, så der var plads til alle. Vi vil gerne takke vores lokale butikker som har hjulpet os med blomster, frugt, legetøj og sodavand, slutter Svalens leder.