Kong Kebab af Hvidovre
"Man kan vel godt kalde sig kongen af Kebab efter 13 år"...
- Er det ikke nok? Altså... Man kan vel godt kalde sig kongen af kebab i Hvidovre efter 13 år?, spørger Mehmet Iscan med et smil på læben, men også med en vis alvor at spore i de løftede øjenbryn... Konya Slagteren i Store Hus, Avedøre Stationsby, er kendt af mange hvidovreborgere for sin helt særegne kebab, og Mehmet Iscan har nu taget beslutningen om at betjene en større del af kommunen. - Vi har i Avedøre en masse kunder fra Friheden, så da chancen kom for at overtage butikken, som før var kiosken Eleven-Eleven på Strandmarksvej 23, så slog vi til. Så nu kommer vi også til kunderne i Friheden, så de kan nyde vores forskellige varianter af fedtfattig kebab(max. 10% fedt) på spyd af kylling, okse- og kalvekød, fortæller den nye indehaver af matriklen, som også, udover at tænke på sundheden, tilbyder andre delikatesser som grillspyd, der tilberedes af helt frisk og fersk kød, mens man venter. Den specielle kebab kan suppleres med flere forskellige salater og drikkevarer. Derudover har butikkens handlende også muligheden for et slag billard, airhockey eller bordfodbold i den 200 m2 store forretnings kælder. KONG KEBAB er helt nyistandsat, og Mehmet Iscan glæder sig til at "lange", ifølge ham selv, "byens dejligste kebab" over disken.